Dig og mig

Af: Jacob Engholm Bøytler Rahbek
Mørk og tragisk film om tre kræftramte pigers lidelse og forhold til kærligheden.

Hvis der er noget, der kan binde mennesker sammen, så er det en fælles lidelse. Sådan er det i hvert fald i den danske film "Dig og mig". Filmen skildrer tre unge kvinders kamp mod kræften, der langsomt ødelægger dem og deres liv. De finder sammen på kræftafdelingen på hospitalet, og et venskab opstår omkring deres fælles situation.

Gennem en masse flashbacks oplever vi glimt af pigernes noget forskellige fortid. Sara (Laura Christensen) var inden sin sygdom elitesvømmer og blev bakket massivt op af sin ambitiøse far. Udover svømningen er det eneste, vi får at vide om hende, at hun blev gravid og fik foretaget en abort. Stephanie (Julie R. Ølgaard) har cuttet forbindelsen til sine forældre og har haft svært ved at holde på sin kæreste. Hun vil så gerne stå på egne ben, men at det ikke er let at klare en sygdom alene, viser hendes eksempel med al ønskelig tydelighed.

Den sidste af pigerne, Mette (Neel Rønholt) kommer fra en kristen familie. Resten af hendes kernefamilie har tilsyneladende accepteret hendes sygdom, og hun står derfor med en følelse af ensomhed i sygdommen på trods af de umiddelbart gode familieforhold. Det siges ikke direkte, men der fornemmes en reaktion hos forældrene som at "det er Guds vilje". Mette har svært ved at acceptere hendes forældres tilgang til sygdommen og stikker af hjemmefra på intet mindre end juleaften. Hun møder tilfældigvis et par drenge på vej til en fest, og hun bliver inviteret med. Hendes aften ender i dobbeltsengen hos hendes helt nye bekendtskab, hvor hun gør sig sine første seksuelle erfaringer. Mettes kristne baggrund anvendes ikke til noget som helst i filmen, men skildres som en barnlig naivitet, som man for alt i verden skal løsrives fra som teenager. Det må da kunne gøres bedre og mere nuanceret!

Filmen kredser om de tre pigers indbyrdes forhold og kampen mod kræften. Det er et alvorligt emne, og der spilles på alle tangenter, så sygdommens triste konsekvenser udmales i alle regnbuens farver. Den kølige blå nuance på hospitalet er med til at understrege den triste stemning, der for pigerne, udover frygten for fremtiden, bl.a. indeholder selvmordsforsøg og længsel efter kærlighed. Netop forholdet til kærligheden behandles i alle tre pigers historie, uden at det virker særlig gennemført.

Det er som om, filmen vil fortælle lidt for mange historier og flette lidt for mange temaer ind. Kampen mod kræften og de tre veninders indbyrdes forhold burde være nok til en hel film. Det er fint nok, at deres forhistorier fortælles, men det gøres for overfladisk og anvendes til at få relevans for filmens handling.

Filmens slutning skal ikke afsløres her, men at der ikke er tale om en hollywoodsk happy ending, skal ikke være nogen hemmelighed. Måske derfor sidder man både under og efter filmen med en trist følelse i kroppen og har medfølelse for de mennesker, der er ramt af en uhelbredelig sygdom. Det er sådan set fint nok, det virker bare lidt malplaceret at flette dette ind i en teenagefilm.

---