Die My Love

Af: Henrik Højlund
Det unge par, Grace og Jackson flytter på landet med deres lille barn. Selvom alt ser idyllisk ud, finder de snart sig selv fanget i en opslidende hverdag.

DER ER MØRKT PÅ LANDET 

Jeg faldt pladask for Lynne Ramsays dystre film Hvad med Kevin? tilbage i 2011. Historien om en mor, som ofrer sig selv i forsøget på at blive ved med at være mor til et barn, som mere og mere viser sig at være et grusomt menneske. Filmen fik hjertet til at sidde i halsen det meste af vejen. Men filmen runder af med et spinkelt håb, som gør historien til noget andet end en ren gyser.

Ramsays nyeste film "Die My Love" er ligeledes et psykologisk drama med meget mørke toner.

Fanget i rytmen
Grace og hendes mand Jackson flytter ind i hans barndomshjem på landet med deres lille barn. Det er øjensynlig ren lykke fra første sekund, udfoldet med storlysten sex på gulvet i det ret primitive hus. Det seksuelle spiller en tydelig rolle gennem hele filmen. Og det drejer sig ikke mindst om Graces’ behov for en slags livslykkebekræftelse gennem sex med hendes mand i en tiltagende grå, kedsommelig hverdag. Hun skal passe barn og hus, og desuden følge sit talent med romanskrivning, alt mens Jackson tager på arbejde, men trangen til at springe ud af hverdagslivets rammer sprænger mere og mere sind og krop i hende. Og midt i det hele smager det af voksende fødselsdepression.

Jackson mister modsat skridt for skridt lysten til den tætte kropsforbundethed med sin kone. Han synes ret hurtigt at blive indfanget af hverdagstravlhedens lidt søvndyssende livsrytme. Men oveni det mærker man også hans stigende bekymring for Graces voksende uberegnelighed. Og uberegneligheden bevæger sig mere og mere mod dødslyst hos Grace.

På et tidspunkt citerer Grace og hendes svigermor sætningen: ”Må vi leve længe og uddø.” Det sidste fylder efterhånden mest hos Grace.

Svært at se håbet
Ramsay sagde i et interview ved Cannes festivalen i 2025, at det ikke er en film om fødselsdepression. ”Jeg så det som en kærlighedshistorie om et par, hvor han ikke kan forstå hende”, sagde hun.

Jeg oplevede det snarere som en film, hvor det bliver mere og mere svært at forstå, hvad hensigten overhovedet er med den historie. Filmen løber ud i noget, der ligner rent mørke. Og den bevæger sig undervejs i en mærkbar tomhed, som aldrig synes at finde vej til antydning af noget meningsgivende.

Filmen er – ligesom "Hvad med Kevin?" – leveret med et fabelagtigt billedmotiv, men det redder ikke filmen, så den til syvende og sidst rummer en undertone af noget livsklogt.

Hovedpersonens navn Grace kunne godt friste til en tanke om nådens rolle et sted i filmen. Men filmen synes snarere nådesløs i det samlede forløb. Det er svært at få øje på andet end det indskrænkede, dennesidige menneskeliv, med døden som det endegyldigt ”forløsende”.

---