Det stærke køn

Af: Carsten Riis Jensen
En gruppe kvindelige syersker vover i 1968 - som de første kvinder - at strejke for ligeløn – og sejrer. Filmen er lidt for sød og tager ikke det historiske alvorligt.

Beretningen om de britiske syersker, som i 1968 gennemfører en strejke for ligeløn og ligestilling, er naturligvis en vigtig historie at fortælle. Men det er også en forudsigelig historie, for vi ved, at den ender godt. De får, hvad de beder om. Der er tale om en feel good-film, altså en film, der ikke er dyster og voldsom, men farverig og frembringer både latter og en enkelt tåre.

Sally Hawkins, der spiller hovedrollen som Rita O'Grady, så jeg sidst i en anden, britisk feel good-film, Happy-Go-Lucky.

Der er gjort rigtig meget ud af kulisser, tøj og den rette 60'er-ånd. Man føler sig i høj grad hensat til den tid, historien udspiller sig i. Og man hepper da også på kvinderne, når de står ansigt til ansigt med de onde, onde mænd, som ikke vil give kvinderne mere i løn, fordi det vil ruinere fabrikken.

Men derudover havde jeg både forventet og håbet på en anden film. Der ligger masser af drama og menneskeskæbner bag virkelighedens historie, men i filmen er de reduceret til noget letbenet, muntert, ja, nærmest til en folkekomedie.

Største plus i filmen er førnævnte Sally Hawkins, en på alle måder pudsig skuespiller, som bare er rigtig dygtig til at leve sig ind i de karakterer, hun spiller.

Men filmen er for munter, for sød, for folkelig, til at jeg kan sige, at den tager det historiske forlæg og alvoren i det seriøst på en måde, som fortjener at blive til en spillefilm.

---