Det sande ansigt

Af: Johan Schmidt Larsen
En arkitekt anklages for mord på en lille pige. Pressen, arbejdskollegaer og flere i omgangskredsen er klar til at dømme ham på forhånd.

"Det sande ansigt" er bygget over præsten og forfatteren Gerhard Rasmussens roman af samme navn. Gerhard Rasmussen skrev flere romaner, bl.a. Kaptajnen behøver ingen orlov og Tilfældet Max Colbert. Desuden producerede han flere korte kristne børnefilm for Felix Film og var medstifter af filmtidsskriftet Kirke og film.

Troels Rolf, en ung idealistisk arkitekt, bliver en formiddag hentet af politiet. Han er under mistanke for at have voldtaget og dræbt en mindreårig pige.  Alle indicier peger på Rolf (Lau Lauritsen Jr.), da han ikke kan gøre rede for, hvad han har foretaget sig den aften, mordet fandt sted. Den frygtelige forbrydelse falder sammen med en stor fest i anledning af, at faderen er blevet tildelt nobelprisen, og filmen fortæller, hvad der sker de næste 24 timer.

Filmen har et galleri af karakterer, der reagerer forskelligt på mistanken, der rettes mod Troels Rolf. Hustruen (Grethe Thordal) tror på sin mand og vil gerne hjælpe ham, men hun formår ikke at nå ind til ham. Faderen (Oluf Bang) er mere optaget af, at han snart skal modtage nobelprisen og levner ikke sønnen hverken den store medlidenhed eller opmærksomhed. Redaktøren (Ib Schønberg) er hurtig til at fordømme Troels Rolf, mens han selv han selv har masser af lig i lasten. Farbroren pastor Rolf (Johannes Meyer) afslører Troels Rolfs farisæisme og sætter spørgsmålstegn ved hans idealisme, men giver ham samtidig sin uforbeholdne støtte, da det ser sortest ud.

Filmen skildrer overfladiskheden i det bedre borgerskab, hvor tidens problemer diskuteres med stor akademisk veltalenhed, mens andre menneskers velfærd dybest set ikke betyder noget.

En række af datidens store skuespillere medvirker og gør det flot. Og dog virker filmen lidt for meget som et barn af sin tid. Efter min smag går filmen flere steder i stå. Nogle af scenerne er lidt for lange og omstændelige. Filmen er mørk, mens skuespillernes tolkning af karaktererne virker noget teatralske og højtidelige, i hvert fald set i lyset af vor tids filmsprog.

Samtidig har filmen nogle overbevisende scener. Bl.a. er der en særdeles stærk scene med redaktørens datter (Lisbeth Movin) og faderen (Ib schønberg), hvor faderens dobbeltmoral i den grad udstilles. En scene, hvor datteren siger, at hun ikke længere kan udholde forstillelsen og uærligheden, selv om hun er opdraget med den og selv har levet med den. Hun må bare væk, finde sig selv og "få noget at tro på".

Troels Rolf oplever, at både pressen, arbejdskollegaer og flere i omgangskredsen er klar til at dømme ham på forhånd uden at kende noget til detaljerne. Og det er måske én af filmens hovedtemaer.

Hvor ofte har vi mennesker ikke travlt med at dømme folk ude og det til trods for, at vi ikke har det fulde billede af situationen? Så kan vi nemlig hævde os selv på bekostning af andre. Sætningen af Jesus ligger lige for: "Den, der er ren, han kaste den første sten." Eller som Troels Rolf udtrykker det: "Begynder sladderen er jeg allerede dømt, og selv om jeg bliver frikendt, tænker folk: Mon det alligevel var ham?"

Men idealisten Troels Rolf går heller ikke fri: I en af de afsluttende scener rammer pastor Rolf ham (og alle os andre) lige på kornet: "At hvad der var i ham (morderen), er også i dig. Hvem elskede du, din næste eller dig selv?  I stedet for at elske dine medmennesker, ser du ned på dem frem for at foragte dig selv. Der er rokket ved dit gudebillede og din idealisme, men hvor mange har du ikke selv dømt?"

Selv om filmen har visse svagheder, er den dog værd at se. Ikke mindst fordi dens skildring af den menneskelige naturs ufuldkommenhed, træffer os alle hjemme.

Filmen er kommet på dvd.

Læs mere om Gerhard Rasmussen i artiklen Lødige kristelige film.

---