Det regner altid i Provence

Af: Nicolaj Wibe
En scene fra fransk hverdagsliv, men filmen kommer aldrig i gang og forbliver underlig meningsløs og ligegyldig.

Frankrig og franskmænd kan være en stor og god udfordring for en platfodet dansker. Denne film skuffer ikke – umiddelbart.

Den kendte og populære feminist-politiker Agatha Villanova rejser til sin barndomsby i Provence. Der skal ryddes op i huset efter morens død. Under det to uger lange ophold støder hun på to dokumentarfilminstruktører Karim og Michel, der overtaler hende til at være med i et filmprojekt om kvinder med succes. Det viser sig, at de to herrer er særdeles amatøragtige, og det udvikler sig til at blive ren farce. Og derved bliver filmen i filmen et udmærket spejl af sig selv: En farce. Der snakkes, ævles og kævles. Man venter på handling, bid og bare lidt at grine eller græde af. Man sidder mere og mere uroligt i stolen, for mens de 110 minutter går, tænker man, at nu må der da snart komme lidt kød på den film.

Lidt kød kommer der i bihistorien. En husholderske ved navn Mimouna lyser med sin alvor, charme og karakterfasthed op i alt det som ellers skvulper rundt i denne underligt meningsløse film.

Fransk (og generelt europæisk) film har det med at være lysende stjerner på filmhimlen. Derfor er det ærgerligt med den slags slemme undtagelser som denne film. Efter man har set den (hvis man orker at se den helt færdig), kan man ligefrem længes efter endnu en amerikansk film, der i det mindste forsøger at lade som om, den vil én noget. Det vil "Det regner altid i Provence" ikke.

---