Det gyldne kompas

Af: Henrik Højlund
En flot eventyrfilm om fri vilje og undertrykkende religion.

"Det gyldne kompas" boykottes flere steder i verden af kristne. Man kalder den for religionsfjendsk og stærkt antikirkelig. Forfatteren til filmens bogforlæg, ateisten Philip Pullman, har ikke afvist kritikken. Tværtimod tyder flere udtalelser på, at det, filmens boykottes for, lige præcis er hans ærinde.

"Det gyldne kompas" er en trilogi indenfor fantasy-genren (a la Harry Potter). Læsere verden over - hvoriblandt undertegnede ikke findes - har allerede tilkendt den klassikerstatus. Jeg snakkede med en kristen læser, som ikke er i tvivl: Bogen har helt klart en underliggende ateistisk pointe.

Den vilde jagt
Jeg gik som sagt uhildet til filmatiseringen af første bog. Kort fortalt drejer historien sig om pigen Lyra, som lever trygt og godt på det velrenommerede Jordan-kollegium. Men mærkelige ting begynder at ske. Børn forsvinder, og Lyra får begyndende indsigt i visse sammensværgelser. Hun får også "Det gyldne kompas", som rummer helt specielle egenskaber, når det drejer sig om at vise sandheden om mangt og meget. Besiddelsen af denne genstand gør Lyra til en eftertragtet pige, og snart går den vilde jagt i dette mærkelige univers, hvor menneskenes sjæle er talende dyr, og hvor isbjørne på Svalbard udgør et eget samfund.

Kan bruges modsat
Hvad med den religionskritiske pointe? Havde jeg ikke hørt en lyd om det på forhånd, ville jeg have tolket den med stik modsatte fortegn! Sammensværgelsen mod Lyra, "Magistratet", er fra forfatterens side ment som kirkens og den institutionaliserede religions forsøg på kontrol med den frie tænkning. I filmen fremstår "Magistratet" som et typisk ateistisk statsapparats totalitære kontrol med alle anderledestænkende, ikke mindst dem der har ideer om andre verdener og mulige forbindelser til dem. Jeg overvejer stærkt at bruge denne pointe til julegudstjenesterne for skolen. Om forbindelsen mellem to verdener, som blev etableret på en enestående julenat. Og om at trodse vor egen samtids mange virkelighedsindskrænkende forsøg på at knægte troen på denne forbindelse.

Overdådig flot
Pullmans hensigt synes at kuldsejle, fordi han betjener sig af et middel, som konstant råber mod hans eget ateistiske livssyn - selve fantasy-genren, som hele tiden ophæver grænsen mellem den åndelige og fysiske virkelighed.

Men ét forbehold skal selvfølgelig tages: Det er kun første film. Kan hænde at jeg siger noget andet efter tredje film. Måske har Pullman et kort i ærmet.

Jeg skylder at nævne, at filmen i øvrigt er overdådig flot. Der er ikke grænser for, hvad der kan realiseres på et lærred i dag. Men filmen forbliver alligevel noget udvendig. Jeg blev aldrig for alvor revet med. Filmen lider af samme problem som den seneste Harry Potter-film: Den skal nå at fortælle en meget lang historie på et par timer. Tråden i historien er for så vidt ikke vanskelig at følge, men man mangler ro og tid til for alvor at blive draget ind i historien.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 50/2007.

---