Der var engang en dreng ...

Af: Thilde Moskjær Kofod
Der noget at hente for både børn og voksne, men du skal gå med på de sære ideer, det skæve univers og det unormale filmsprog.

Lad det være sagt med det samme: "Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger" er en fantastisk film for børn og andre med fantasien i behold, så hvis du hører til denne kategori, kan du stoppe med at læse anmeldelsen her, og så ellers sætte måsen i gear hen mod den nærmeste videokiosk. I andre kan så læse resten og derefter overveje, om I måske skulle give jeres fantasi en saltvandsindsprøjtning ved at se filmen.

I "Der var engang en dreng ..." møder vi drengen Kalle og hans far, Palle, og mor, Trille. En dag finder Trille ud af, at hun vil have en baby, og efter at Palle og Trille har tilbragt adskillige halve timer for sig selv, bliver Trille gravid. Hun føder en pige, som med fødselslægens ord er ualmindelig køn, ikke mindst forfra. Pigen, som får navnet Lille, har nemlig vinger, eller hudlapper, som lægen og Karin fra kommunen prøver at overbevise forældrene om, at det er. Kalle er derimod overbevist om, at det er vinger, og han prøver at lære sin lillesøster at flyve. Det går galt og i frygt for, at der i fremtiden vil ske noget endnu værre beslutter forældrene, at hudlapperne må fjernes på Plastic Palace. Kalle begiver sig derfor af sted på en lang rejse frem mod Plastic Palace for at forhindre, at Lilles vinger bliver skåret af. Undervejs får han følgeskab af den evigt uheldige Alf, og de to må trodse farer, lidt kærlighed og en ordentlig omgang pandekager på turen.

Filmen er lavet af Michael Wikke og Steen Rasmussen, der også står bag andre skæve børnefilm som "Flyvende Farmor" (2001) og "Hannibal & Jerry" (1996). Kendetegnende for disse film er, at Wikke og Rasmussen skaber et farverigt univers, propper en masse kendte skuespillere ind i små biroller og krydrer det hele med en masse sang og musik. "Der var engang en dreng ..." er ingen undtagelse. Kalles verden er stærkt stiliseret, nærmest ikonisk, uden at det bliver til en parodi, hvilket "Hannibal & Jerry" for eksempel tangerer til. Den stærke billedside er en af filmens helt store forcer. Det er på samme tid smukt og sjovt, og det gør, at historien ikke bliver for ond eller uhyggelig eller socialrealistisk. Wikke og Rasmussen er helt klart inspireret af instruktøren Tim Burton, men de dyrker ikke på samme måde det gotiske og uhyggelige.

Også lydsiden har et helt særligt præg. Hvert nyt sceneri har sin egen lydcollage, som dels er stemningsskabende, men dels også definerende i forhold til at skabe rummet. For eksempel hører man altid fuglekvidder i Kalles hjem, hvilket underbygger den stiliserede romantik, der også ses i scenografien til dette sted. Desuden er der som nævnt de deciderede sang- og dansenumre, som også har hvert deres univers. Nogle gange findes en scene kun i løbet af en sang, andre gange er sangen en del af en større scene. Ikke alene cementerer disse indslag det ikke-naturalistiske, de er også ekstremt underholdende, og man nynner sangene længe efter, at filmen er slut.

Udover billedsiden og de musikalske indslag er filmens skuespillere med til at trække filmen langt op over middel. De har alle som én formået at fange den særlige spillestil Wikke og Rasmussens skæve univers kræver. De er troværdige uden at være realistiske, og det virker helt naturligt, at Trille svæver rundt i køkkenet, mens hun synger om, at hun vil ha’ en baby. Selvom alle spiller godt, er min personlige favorit helt klart Troels Lyby som fødselslægen. Han er simpelthen hylende morsom med sin underspillede facon, som står i kontrast til nogle af de mere ekspressive skuespillere, f.eks. Peter Frödin som BabyBent.

Hvis man skal sætte fingeren på noget i filmen, så er det måske Kalles historie. Den egentlige helt er Alf, hvilket sikkert er bevidst, men Janus Dissing Rathke er en meget dygtig og lovende børneskuespiller, hvilket han bl.a. har vist i Niels Arden Oplevs Drømmen, og han kunne have fået meget mere ud af rollen som Kalle, hvis manuskriptet havde givet ham lov til det. Han træder ikke tydeligt i karakter, men må vige pladsen for Alfs udvikling, og jeg mener ikke, at man behøvede prioritere det ene på bekostning af det andet.

"Der var engang en dreng ..." handler, som næsten alle klassiske eventyr, dybest set om frygt. Frygten for det ukendte, det unormale, det anderledes. Frygten for fremtiden, for hvad der kan ske. Frygten for livet og frygten for døden. Og hele tiden viser filmen os, hvor galt det kan gå, hvis vi lader os styre af frygten, og den viser os veje til at overvinde den. Og da det ser allermest sort ud for Alf og Kalle, og frygten lammer dem fuldstændigt, og de ikke kan andet end at råbe om hjælp, så er det lidt pudsigt at det redningshold, der kommer for at hjælpe dem hedder 7x7 og har et logo med vinger.

Som i eventyrene er der noget at hente for både børn og voksne i "Der var engang en dreng ...", men du skal gå med på de sære ideer, det skæve univers og det unormale filmsprog. Ellers ender du som Karin fra kommunen, der kun interesserer sig for hvad der er normalt, og sådanne mennesker skal man have ondt af.

---