Der kommer en dag

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
To brødre henslæber barske år på et strengt børnehjem i 60'ernes Danmark.

ENDELØSE TÆV

Fængslet Gudbjerg
"Tag jeres tøj af og tag det der på. Erik Johansen, du er nummer 47. Elmer, du er nummer 30." Denne replik falder i begyndelsen af filmen, inden de to brødre anvises et par senge med tremmer for enderne. Filmen gør, hvad den kan, for fra starten at få skabt tydelige paralleller mellem drengehjemmet Gudbjerg og et fængsel. Gudbjerg er en slet skjult reference til den gammeltestamentlige orden, som råder over brødrenes nye hjem, hvor et strengt personale tyranniserer gennem stramme ordensregler efter øje-for-øje-princippet. Navnet "Gudbjerg" viser desuden tilknytningen til børnehjemmet Godhavn, som er et ud af flere børnehjem, som denne film henter sin inspiration fra.

Hverdagsregime
Brødrene Erik og Elmer sendes i 1967 på drengehjem, da deres enlige mor i København bliver syg. På drengehjemmet henslæbes hverdagen med tunge pligter, måltider i komplet tavshed, streng undervisning og hårde afstraffelser for ethvert fejltrin. Brødrene forsøger at tilpasse sig ved at give afkald på deres drømme, gå i ét med tapetet samt aldrig at ytre utilfredshed med tingenes tilstand. De udholder det, fordi de har hinanden, og fordi de har udsigt til at komme hjem igen. Regimet styres af forstander Heck (Lars Mikkelsen), som råder uimodsagt, indtil en dag lærerinde Lillian (Sofie Gråbøl) kommer udefra og ser stedet med andre øjne.

"3 meter melodramatisk kliché, tak"
Da jeg så denne film, gik det op for mig, hvordan dansk film har fået sig en fast skabelon, som alle fortællinger med vold og magt presses ned i for at skabe den metervare, som danskerne kender, og anmelderne kan kaste 4 til 5 stjerner efter. De hårde forhold på 60'ernes børnehjem er et vigtigt kapitel i Danmarkshistorien at udforske, men i regnen af lussinger i filmen, måtte der også gerne være faldet en ørefigen af til folkene bag filmen. Fortællingen er forudsigelig fra ende til anden, melodramatisk og manipulerende. Den er fyldt med scener, hvor man som publikum får ensidigt fortalt, hvad man skal føle, og der er rundt regnet ingen karakterer i filmen, som gennemgår en udvikling, eller som viser tegn på at være mere end enten god eller ond.

Plagiat
Læg dertil at filmen hele tiden lugter langt væk af noget, man har set før og bedre i "Det forsømte forår", Døde poeters klub, En verden udenfor og især Drømmen – den ’drømmende’ dreng, det tyranniske overhoved, den bløde lærer osv.

Lys i mørket
Der er dog formildende omstændigheder, som hiver min anmeldelse op på en lille 3’er. Skuespillet er upåklageligt fra såvel børn som voksne, og især Lars Mikkelsen er yderst intimiderende. Der er også et par genuint hjerteskærende scener, og filmens endeløse mængde af tæsk giver unægteligt en vis knugen i maven, når man ved, at dette ikke bare er ren fiktion. Man skal ikke lade sig skræmme væk af denne anmeldelse, for filmen er fint håndværk, og mange vil nok få en bedre oplevelse end undertegnede fik, men man kunne også med fordel bare se eller gense en af førnævnte originaler.

---