Der er intet som jul

Af: Johan Schmidt Larsen
Komedie om familien Rodriguez, der skal holde jul sammen, og samtidig fejre, at familiens yngste søn vender hjem efter militærtjeneste i Irak.

Det er helt utroligt, hvor mange dårlige og intetsigende julefilm, der sendes på markedet. Enhver dagligvarebutik med bare et nogenlunde varesortiment har mindst 10-15 stykker af slagsen. For slet ikke at nævne det hav af tv-julekalenderne, der oversvømmer butikkerne i slutningen af november. Og jeg må da også indrømme, at da jeg satte denne film i afspilleren, havde jeg ventet noget af samme skuffe. En af disse sædvanlige fladpandede komedier med lav humor og halvsjofle replikker. Det bramfrie sprog findes også i denne film. Men selv om filmhistorien har sine mangler, viser det sig alligevel, at den efter en noget famlende begyndelse har lidt mere på hjerte end en af de sædvanlige julekomedier.

Selvfølgelig er det en julefilm, hvor recepten er, at alle skal blive gode venner og fejre en hyggelig jul sammen. Og dog kunne handlingen lige så godt foregå på en hvilken som helst anden årstid. Filmen er derfor snarere et kærligt, uhøjtidelig portræt af en amerikansk-puertoricansk familie tilsat et drys latinamerikansk kultur med tilhørende juletraditioner.

Julen er nært forestående og medlemmerne af familien Rodriguez vender hjem til barndomshjemmet i Chicago, hvor moren (Elizabeth Peña) er hjemmearbejdende, mens faren (Alfred Molina) er indehaver af en dagligvarebutik i latinokvarteret.

Julens naturlige midtpunkt er Jesse (Freddy Rodriguez), familiens yngste søn, der netop er vendt hjem efter tre års militærtjeneste i Irak. Straks efter hjemkomsten får Jesse nok at spekulere på, for faderen vil gerne, at han går ind i forretningen. Og da han møder sin gamle kæreste, fortryder han, at han svigtede hende og slog op med hende. Samtidig kæmper han med krigstraumer og en nagende skyld, fordi han kom helskindet gennem krigen, mens hans kammerat blev transporteret hjem i en kiste.

Storesøsteren Roxana er skuespiller, men rollerne står ikke ligefrem i kø, så hun prøver at skjule den manglende succes for familien. Til stor fortrydelse for mor Anna er den ældste bror Mauricio blevet gift med Sarah, en karrierekvinde, der tilsyneladende tænker mere på forretninger end på at skænke svigermoderen et barnebarn. Og da Anna midt under middagen proklamerer, at hun vil skilles fra faderen, og han ved samme lejlighed afslører, at han faktisk er alvorlig syg, får familien pludselig mere alvorlige ting at spekulere på.

Noget stort drama er der ikke tale om, og genial humor er der heller ikke, men filmen ender faktisk med at blive en vedkommende komedie uden at blive unødig sentimental. Familiens forskellige medlemmer får mod til, hver på deres måde, at gøre op med fejltrin og gamle hemmeligheder og i stedet for satse på forsoning og tilgivelse og ægte menneskelige relationer. Og det er da ikke noget dårligt budskab i en julekomedie.

---