Departures

Af: Michael Agerbo Mørch
Japansk Oscar-vinder sætter livets største tabu - døden - på dagsordenen.

Cellisten Daigo Kobayashi udlever sin drøm, som musiker i et klassisk orkester i storbyen Tokyo. Da tilstrømningen til orkestrets koncerter er dalende, nedlægger ejeren sit foretagende, og de mange dygtige musikere må rejse fra storbyen med knuste drømme. Således også Kobayashi, der ellers har sat både timer og store penge i projektet. Han vender nu hjem til sin fødeby, hvor han skal gentænke sin tilværelses formål. Ved en fejl bliver han lidt impulsivt optaget i NK-agents, som er et firma, der gør afdøde folk klar til deres sidste rejse.

I begyndelsen ligner det et ældgammelt, mytisk ritual, hvor processen omkring klargørelsen af den afdøde finder sted i højtidelig stemning. Men der går ikke mange minutter, før man finder ud af, at det bare er en erstatning for gammel tradition, hvor det var familien selv der klargjorde den afdøde. Her ser man altså, hvorledes moderniteten også har ramt Japan, og hvorledes nogle ting bliver anset som nedværdigende arbejde. Jobbet er dog godt betalt, og Kobayashi vælger stædigt at holde fast i sin nye tjans, selvom hustruen er meget imod.

I løbet af filmen dukker der også flere skjulte oplevelser frem fra Kobayashis fortid, og det viser sig, at han har sit eget at kæmpe med.

Filmen er et spændende indblik i den japanske kultur, som nok er fremmed, men alligevel ikke mindre genkendelig end at velfærden har fået dem til at se stort på de traditionelle værdier. Det lægger således op til en diskussion om, hvilken tilgang man skal have til afdøde. Som kristen har man et håb om gensyn. Er døden da en vinding, og kan man overhovedet tillade sig at have det som fokus omkring en begravelse?

Det er svært for mig at bedømme skuespilpræstationerne. Grundlæggende spiller de meget godt. Deres gestikulationer og nasale stemmeføring passer meget godt med mit (positive) billede af japanere. Noget man ofte bedømmer hårdt, når det er danske skuespillere, er deres sprogtone, men det er umuligt for mig at vurdere, om de klarer den opgave godt. Taget i betragtning af filmens Oscarpris, regner jeg blot med, at det også er i orden!

På grund af Kobayashis fortid som professionel cellist er filmen klædt flot i klassisk musik, flere gange med en stemningsfyldt cello i forgrunden, hvilket ikke bare er oplagt, men også klæder filmen fantastisk. Den skønne natur, de gamle huse og de karakteristiske ansigtstræk er også flot fanget flot og gav mig en stærk indlevelse i filmen og en følelse af varm tilstedeværelse.

Selvom filmen tager udgangspunkt i den japanske tradition og derfor kommer med nogle udtalelser om livet efter døden, som jeg er uenig i, så sætter filmen livets alvor på dagsordenen, og den kan måske være med til at løse op for det anstrengte forhold, mange danskere har til døden. Så selvom livssynet i filmen, efter min mening, ikke er rigtigt, er der mange elementer i filmen, som skal tages alvorligt. Fx da en far genfinder sin kærlighed til sin søn, efter at Kobayashi har klargjort sønnen til at blive lagt i kisten. Eller da en ægtemand siger, at "aldrig har hun været smukkere" om sin hustru, hvilket minder om, at døden midt i smerten kan have en forsonende virkning, som måske er værd at huske.

Alt i alt er det en stemningsmættet film, som hurtigt vil kalde tårerne frem hos de fleste. Men mest af alt vinder filmen hos mig ved - på en sober måde - at sætte fokus på døden og dem, den lader tilbage.

---