Denial

Af: Ketty Dahl
Intenst retssalsdrama om, hvorvidt holocaust virkelig har fundet sted. Baseret på virkelig begivenhed, hvor en holocaustbenægter møder jødisk historiker.

HOLOCAUST – FAKTA ELLER OPSPIND

Fandt Holocaust overhovedet sted? Er det sandt, at Hitler beordrede alle jøder udryddet? Døde én million jøder i gaskamre i KZ-lejren Auschwitz, og seks millioner jøder i det hele taget under anden verdenskrig? Det er de spørgsmål, der tages op i filmen "Denial" (på dansk: Benægtelse).

Verdens største gravplads med en million myrdede
 I 2017 besøgte min familie og jeg Auschwitz, og vi var rystede over, hvad vi så. Omfanget af ondskaben var svær at tage ind. Vi blev mere og mere stille, jo længere vi kom ind i lejren. Som min datter sagde til mig: "Mor, på et tidspunkt var der en dame, der smilede til mig, mens vi gik rundt her i Auschwitz, men jeg kunne ikke gengælde hendes smil, for det er som om, at dette sted ikke er et sted, man smiler ...."

Retssag om sandhed og løgn
I det faktabaserede drama "Denial" anklages den jødiske historiker Deborah Lipstadt af den britiske holocaustbenægter David Irving for historieforfalskning. Hun har i sin nye bog kaldt ham for løgner, fordi han benægter, at holocaust fandt sted. Han på sin side mener, at hun ikke kan bevise, at holocaust var en virkelighed, og at de overlevendes vidnesbyrd bygger på løgn. Og derefter går en retssag i gang, hvor jødeudryddelsen er på dagsordenen, for fandt holocaust virkelig sted? Man kan tænke: Absurd, at spørgsmålet om, hvorvidt holocaust fandt sted overhovedet tages alvorligt, men lige som der også findes mennesker, der påstår, at Jesus ikke er en historisk person, findes der mennesker, der seriøst fastholder, at holocaust kun er en påstand.

Deborah Lipstadt nægter at diskutere holocaust med holocaustbenægtere, for sandheden står ikke til diskussion, men pludselig står hun over for, at det, som burde være evident sandhed, fordrejes til ukendelighed, løgn og forvanskning i en grad, hun slet ikke havde set komme, da retssagen går i gang. Som Hitler sagde: når bare en løgn gentages tit nok, tror folk på den.

Når sandhed bliver filosofisk
Det bliver en spektakulær retssag om troværdighed, der vækker opsigt i hele verdenspressen. David Irving vil gøre det respektabelt at sige, at der er to holdninger til holocaust. At der ikke er noget, der er definitivt sandt. Under retssagen, hvor Deborah har hyret nogle af Storbritanniens bedste advokater, må hun lære, at det, der føles bedst, ikke altid er bedst - og slet ikke i en retssag, hvor følelser ikke er bestemmende. Hun er nødt til at stole ubetinget på, at hendes team af advokater ved, hvad de gør, og at man ikke altid skal se djævelen i øjnene. Deborah er blevet sagsøgt af Irving, fordi hun har kaldt ham en løgner, men pludselig forvrides sandheden til et filosofisk spørgsmål om, om man kan kalde nogen en løgner, hvis vedkommende, der lyver, selv oprigtig tror på sine udsagn. Interessant er det, at hun også møder modstand fra sit eget jødiske bagland, der bare ønsker et forlig og ro på bagsmækken, mens andre ønsker, at hun går mere aggressivt ind i retssagen og sørger for, at de overlevende efter holocaust bliver brugt som vidner. Et spændende retssalsdrama, der bygger på virkelige begivenheder. En film om sandhed og retfærdighed, hvor seks millioner myrdede jøders aske skreg efter, at sandheden blev hørt.

Sandhed kan ikke gradbøjes
Der leveres fantastisk godt og intenst skuespil og samspil af navne som Tom Wilkinson og Rachel Weisz, men man kunne faktisk godt have ønsket, at filmen var en time længere, så der var endnu mere tid til at gå i dybden med sagens substans. En absolut seværdig film med et budskab, der er værd at arbejde med, og som også vækker til eftertanke om, hvor hurtigt sandhed kan fordrejes og forvrænges til ukendelighed af tilsyneladende veltalenhed. At der i dag kan stilles spørgsmålstegn ved alting, og hvor nogle mennesker bruger "alternative facts" til at fremstille en "alternativ sandhed". Men sandhed kan i sidste ende ikke gradbøjes.

Kan ses på blockbuster.dk.

---