Den tynde røde linie

Af: Per Breindahl
I slaget om en Stillehavsø følger vi en lille gruppe soldater og deres tanker om livet og døden. Filmen er mere et billeddigt end en action-film.

NÅR DØDEN LURER BAG SKØNHED I PARADIS
I krigen er døden nærværende hele tiden. Det må fremkalde stærke følelser og tanker om livet og døden hos alle der har været der, stået i frontlinjen og set kammeraterne falde omkring en. Hvornår er det min tur? Hvorfor skal jeg dø her? Hvad er meningen med livet?

Filmens centrum handler i høj grad om disse mange spørgsmål og manglen på svar. Handlingen er hurtig gengivet: Vi følger et kompagni amerikanske soldater under slaget om øen Guadalcanal i Stillehavet i august 1942. Midt på øen er japanerne ved at bygge en lufthavn – det skal forhindres – der skal trækkes en tynd rød linje ned gennem Stillehavet med en klar besked til japanerne: Hertil og ikke længere. Slaget blev blodigt og kostede dyrt på begge sider, men blev et historisk vendepunkt for japanernes krigslykke. Vi får ikke det store indblik i hele slaget, men følger den lille gruppe, deres lidelser, deres tanker, deres håb, deres tab.

James Jones, forfatteren til bogen, der ligger til grund for filmen, var selv med ved slaget om Guadalcanal. Inden den blev filmatiseret mente flere, at den ville være svær at overføre til film, fordi så meget af bogen drejer sig om tankerne hos dem, der står midt i krigen. Jeg skal med det sammen bekende, at jeg ikke har læst bogen, men jeg oplever en film med en fin balance mellem at vise den ydre gru og give indblik i det indre kaos.

Guadalcanal er et lille tropeparadis. Men et paradis som Adam og Eva oplevede det – med slangen lurende bag de skønneste frugter. I filmen vises det symbolsk allerede i åbningsscenen: En stor krokodille glider langsomt ud i søens algegrønne vand og forsvinder: Øjnene ser kun paradiset, men forstanden ved, at lige under den grønne overflade lurer døden.

Filmen stiller flere spørgsmål om livet og døden, end den besvarer. Fortællerstemmens første ord i filmen er: Hvorfor er der krig i naturens hjerte? Hvorfor kæmper naturen med sig selv? Hvorfor strides landet med havet? Er der en hævnende kraft i naturen? Ikke én kraft, men to?

Jeg oplever ikke filmen som et totalt nej til krig. Der er krig i naturens hjerte. Men filmen er en opfordring til alle om at tænke over krigens omkostninger. Tænke over, hvad vi udsætter de unge mennesker for, som sendes af sted til fronten. Tænke over, hvor mange liv freden må koste. Tænke over, hvad vi selv bruger livet på.

Midt i kaos kan den enkelte soldat finde ro ved at finde sig et fast holdepunkt. Det kan være i troen på Gud eller ved at ofre sig for sine kammerater. Gud fylder ikke meget i filmen, men nævnes et par gange – vi hører en soldat bede sit fadervor, vi oplever nåde og ser en soldat gå i døden for at redde andre.

"Den tynde røde linie" blev nomineret til syv Oscars i 1999. Den har en lang række kendte skuespillere i biroller som officererne og nogle forholdsvis ukendte i hovedrollerne som de unge frontsoldater. Forventer du en hårdt pumpet action-krigsfilm, bliver du skuffet. Men er du forberedt på et poetisk billeddigt, hvor flotte, flotte billeder veksler mellem soldaternes tanker om livet og dødens store spørgsmål, får du en stor filmoplevelse.

En genert mesterinstruktør handler om Terrence Malick.

---