Den store stilhed

Af: Leif Andersen
Af: 01
Kun få sætninger bryder stilheden i Grande Chartreuse klosteret. Men taler Gud mere i stilheden end i menneskemylderet?

"Det er en skam, verden har mistet fornemmelsen for Gud."

Sådan lyder en af de meget få sætninger, der overhovedet siges i den næsten tre timer lange film "Den store stilhed" af Phillip Gröning. Stort set er filmen tavs og musestille. Og langsom. Ligesom de munke, den handler om.

Den er optaget i klosteret Grande Chartreuse, moderhuset for den strenge katolske munkeorden karteuserne. Der er normalt ingen besøgende, ingen retræter, ingen samtale mellem munkene (bortset fra den for arbejdet nødvendige samtale – og så en kort frihedsstund om eftermiddagen). Munkene forlader sjældent deres celler, hvor de bruger tiden på bøn og åndelige studier. De lever faktisk som eremitter, blot med et minimalt arbejds- og bønsfællesskab.

I 1984 spurgte Phillip Gröning alligevel abbeden, om han måtte få lov til at filme i klosteret. Han fik svaret, at det var for tidligt, og at de ikke var rede til det. 16 år senere fik han en opringning, at nu var de rede! Blot måtte han iagttage visse begrænsninger: Han skulle gå ind i klosterets liv og arbejde som de andre munke – blot skulle hans arbejde være at filme! Der måtte ikke interviewes, ikke lægges lys ind, ikke lægges musik ind og ikke lægges kommentarer ind.

Den er blevet en stor biografsucces i Tyskland, Frankrig, Italien og mange andre europæiske lande. Den har vundet adskillige internationale priser, blandt andet European Film Award og Juryens Specialpris på Sundance Film Festival.

Sulten efter stilhed
Mit gæt er, at den for ti år siden kun ville have udløst skuldertræk og høflig interesse. Men i dag er tiden så sulten dels efter stilhed, dels efter spiritualitet, at filmen rammer en reel hunger.

Og det er virkelig en vidunderlig film. Man tvinges selv ned i tempo. Filmen er (med Phillip Grönings egne ord) i sig selv et kloster.

De i mine øjne fineste billeder var close-up optagelserne af munkenes ansigter. Helt stille, helt tavse, næsten ubevægelige. Men smukke, som kun menneskeansigter kan være det. Rynkede, nogle af dem kloge, nogle af dem lidt fjerne, helt almindelige mænd, der har valgt et ualmindeligt liv.

Helt vidunderlig er en lille sekvens, hvor munkene holder frikvarter ved at gå ud og lege i sneen. Man under dem virkelig det lille afbræk og sidder uvilkårligt og ler med dem.

Der er nogle få sætninger fra en gammel, blind munk. Fulde af taknemmelighed mod en uendeligt god Gud. Lykke ved snart at skulle se ham, lykke ved ikke at frygte døden.

Ikke kun i stilhed taler Gud
Jeg har stort set kun en indvending. Ikke engang imod selve filmen, men mod dens underliggende dogme – og den dogmatiske forventning, der omgiver den: at Gud væsentligst taler i ensomheden og i stilheden. Det er baggrunden for den overvældende interesse for filmen (og det var hovedindholdet i Iben Tranholms fine præsentation af filmen ved premieren).

Eller med ordene fra filmselskabets intro:
"Kun i fuldstændig stilhed begynder man at høre.
Kun hvis sproget opgives, begynder man at se."

Den uudtalte konsekvens bliver dermed, at andre mennesker blot er forstyrrende støj, når man prøver at være sammen med Gud og høre hans røst.

Jesus søgte stilhed for en tid
Her ved jeg godt, at jeg er oppe imod en næsten samlet konsensus i det meste af kristenheden: Jeg mener simpelt hen, at det er en romantisk fejlslutning, at Gud skulle være os nærmere i stilheden og ensomheden end i menneskemylderet! Hverken Jesus eller apostlene gjorde, hvad ørkenfædrene gjorde! Jesus valgte ikke bylivet og menneskemylderet fra. Han færdedes og bad midt i menneskemylderet – og når så det blev for meget, søgte han hvile og stilhed for en tid i ensomheden. Men der er hos Jesus ingen som helst antydning af, at menneskemylderet var noget, han kun udholdt. Det var dér, han færdedes og brugte sin tid; det var dér, han hørte til. Det var dér, han var hjemme. Der er ingen som helst hit and run-stemning i Jesu eller apostlenes forhold til folkeskaren! Men hos megen nutidig spiritualitet bliver folkeskaren højst noget, man for sin kærligheds skyld kan styrte ind i, holde vejret så længe som muligt og så styrte ud igen fra for at redde sig selv.

Det er helt fint, at mange oplever det sådan, at det er i stilheden og ensomheden, man hører Guds røst. Men de må så finde sig i, at vi er mange, der overhovedet ikke gør. Og man kan altså ikke gøre det til et dogme, at sådan bør det være for alle.

For min egen del: I ensomhed og stilhed er der hvile og ro for et træt hoved; og i naturen er der skønhed for alle sanser; men Gud hører jeg bestemt ikke tale stærkere dér end i bylivets kaos! Det gør jeg stadig ikke, efter at jeg som ældre er blevet mere glad for naturen. Jeg finder det langt lettere at lære Gud at kende og forstå hans røst sammen med mennesker end i ensomhed.

Det er vidunderligt at være alene. Jeg kan ikke få nok af det. Men det er mennesker – kristne som ikke-kristne, i samtaler, taler, bøger og kunst! – der gør mig klogere på Gud. Alene sammen med mig selv og mine egne tanker bliver jeg både dummere og sløvere, både mere ugidelig og mere ugudelig.

Og det er vel en tanke værd, at det meste af kristenheden har fået en idé om, at jo fjernere man er fra alle de Guds skabninger, der som de eneste i universet bærer Guds billede, jo nærmere mener man at være Gud: Jo længere mine medmennesker er fra mig, jo nærmere er Gud mig.

Jeg påstår, at det giver bedre mening at hævde, at jo længere inde i menneskemylderets midte jeg befinder mig, jo nærmere er jeg både det værste og det bedste. Og dér finder jeg snarere gudsbilledligheden overalt omkring mig, i mine larmende, leende, lidende medmenneskers ansigter. Gudsbilledligheden finder jeg ikke i træer.

Guds røst høres i åbenbaringen
Dertil kommer, at det jo hverken er i larmen eller i stilheden, i ensomheden eller i mylderet, man i egentligste forstand hører Guds røst. Det er i gudsordet! I åbenbaringen. Det er sandt, at i mylderet og larmen brøler alverdens tanker og ord i hovedet på os, så vi har vanskeligt ved at høre gudsordet. Men det er lige så sandt, at i ensomheden og stilheden brøler vore egne tanker og ord i hovedet på os! Og de er lige så gudsfjendske som alverdens massemedier. Dér har vi i virkeligheden lige så svært ved at høre Guds tale som i mylderet. Det er en sørgelig misforståelse, at Gud har åbenbaret sig i vort eget indre. En misforståelse, som vi genfinder i næsten al religiøsitet og spiritualitet i verden.

Men med dette forbehold kan jeg kun anbefale filmen som en sjældent smuk oplevelse. Og der er ingen tvivl om, at for de fleste af os kan den inspirere til i hvert fald at finde de små lommer af stilhed, der både løfter vores livskvalitet, giver os hvile og giver os ro til bøn og andagt. Denne stilhed kommer for de færreste af os af sig selv.

Dertil kommer den afgørende advarsel til os, der er alt for verbale i hovedet og ikke forstår, hvor trætte andre kan blive af ord og meninger og foredrag og forklaringer. Ord kan skjule og sløve, lige så meget som de kan opklare og opløfte. Lige så vel som tidens spiritualitet har brug for en påmindelse om, hvor afgørende og nødvendige ord er, har klassisk kristendom brug for en påmindelse om, hvor hjælpeløse og udmattende ord kan være.

Dertil er "Den store stilhed" fremragende.

Læs om filmen på www.intogreatsilence.de

---