Den store skønhed

Af: Henrik Højlund
Livsnyderen og skribenten Gambardella siger: Jeg søgte den store skønhed, men fandt den aldrig. Han når frem til, at der ikke findes nogen sandhed. Et trist budskab pakket ind i skønhed.

Den italienske film "Den store skønhed" har i længere tid været favoritten blandt udenlandske oscar-nomineringer. Det kan godt undre mig. At den var nomineret i Cannes er lettere at forstå. Den hører helt klart til den type film, som tager priser i Cannes. De såkaldte "kunst-film", film med høje kunstneriske ambitioner, film der ikke først og fremmest søger et stort publikum. Men mig bekendt er det publikumsmagneterne, der mestendels tager priserne i Hollywood.

Og nogen publikumsmagnet kan jeg ikke forestille mig, at denne film nogensinde bliver. Dertil mangler den simpelthen et regulært spændende plot, en medrivende fortælling. Der skal derimod ikke herske tvivl om, at den disker op med en meget smuk blanding af lyd og billeder. På den led er den i særklasse.

Og selv om den mangler en medrivende fortælling, betyder det ikke, at den er tynd i betrækket. Dens tema er tungt som en litterær klassiker. Det handler om livets store temaer: Hvorfor er vi her, hvad er livets mening, hvem er jeg?

Livsnyderen og skribenten Jep Gambardella er nået til sit livs efterår. Engang skrev han en bog, som gjorde ham berømt i Rom og omegn. Siden har han på en måde lukreret på denne berømmelse og været centrum for det finkulturelle, romerske selskabsliv. Nået så langt melder spørgsmålet sig med større og mere foruroligende tyngde: Hvad skal det hele til for? I bratte og sære billedskift, som delvis tangerer det surrealistiske, blotlægges livet som ligegyldigt, skuffende og tomt. Med indimellem svidende ironi og ætsende ligefremhed synes filmen konsekvent at hævde livets meningsløshed. Kun i nuet, kun i flygtige øjeblikke erfares skønhed og storhed, men de udtrykker aldrig bundlinjens sandhed. På bundlinjen er der nemlig ingen sandhed.

Selv da hovedpersonen, hvis kærlighedsaffærer er talløse, oplever noget, der kunne ligne begyndelsen på en kærlighedshistorie, der i sig selv kunne være argument for mening, skydes også det ned. Kvinden dør, før det hele bliver alvor. Så døden tager altid det sidste, den mindste lille antydning af mening må give tabt for døden.

Filmen konsulterer også kirken for at spørge den om meningen. Et nokkefår af en kardinal, der er bedst til madopskrifter, har intet at byde på. Og en umiskendelig Mor Theresa-klon er egentlig ikke meget bedre. Om end lige præcis den historie har et tvist, som måske (!) kan tolkes anderledes.

Selv filmens titel er måske ironisk. Hovedpersonen forklarer på et tidspunkt, hvorfor han aldrig skrev en efterfølger på sin første bog-succes: "Jeg søgte den store skønhed, men fandt den aldrig," siger han.

Nogen har kaldt postmodernismen for "nihilisme med et smil". Det samme kunne man sige om denne film: Den er nihilisme med et smil. Sidste billede er hovedpersonen, der smiler lunt og indforstået. Hvad jeg imidlertid ikke har forstået er, hvad han smiler over. Filmen giver intet at smile ad. Smilet til sidst er et rent postulat. Eller en ufrivillig, fortvivlet grimasse imod den rene og skære tomhed.

Filmens uendeligt triste budskab er pakket ind i stor skønhed.

Jeg foretrækker Jagten blandt de oscar-nominerede bedste udenlandske film.

---