Den store Gatsby

Af: Carsten Riis Jensen
Leonardo DiCaprio spiller den nyrige Jay Gatsby, der lever livet og har mange drømme. Man føler virkelig med Gatsby, der har kæmpet hele livet for opfyldelsen af sine drømme, blot for at se det hele smuldre.

Den første film, jeg så af instruktøren Baz Luhrmann, var hans moderne fortolkning af "Romeo og Julie", med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Her tog han en gammel historie, fastholdt det klassiske, antikke sprog, men føjede moderne musik og kulisser til.

Det var et spændende og visuelt betagende projekt, som han senere gentog med stor succes i filmen "Moulin Rouge", som fortæller en klassisk historie med moderne virkemidler iblandet moderne musik. Læg dertil skarpe farver, en unik klippestil og kameraføring, og du har en typisk "Baz Luhrmann"-film.

I "Den store Gatsby" er det samme film- og fortælleform: En klassisk historie, fra 1920'ernes jazzede New York, tilsat moderne og nutidig musik, imponerende digitale effekter, skarpe farver og en særegen klippestil.

Første halvdel af "Den store Gatsby" er visuelt fuldstændigt bjergtagende, ganske som jeg i sin tid oplevede "Moulin Rouge". Det er fest, flotte kostumer, dans og en spændende fortællestil.

"Den store Gatsby" er optaget i 3D, og for en gangs skyld er der ikke blot tale om, at en 2D-film er blevet tilføjet lidt ekstra dybde, nej, 3D er i filmen brugt til at føje flere lag til billedet på skærmen, sådan at man fornemmer, at man selv befinder sig i regnen, når det regner, og sneen, når det sner.

Historien om "Den store Gatsby" stammer fra romanen af samme navn, skrevet af Scott Fitzgerald. Først efter Fitzgeralds død blev romanen en succes, og den betegnes i dag som en klassisk beskrivelse af den amerikanske drøm – dvs. drømmen om, at alt kan lade sig gøre og drømmen om succes.

Historien om Jay Gatsby er historien om en "mystisk", nyrig 32-årig mand, som ingen rigtig ved noget om. Da Gatsby får ny nabo, og naboen viser sig at være i familie med Gatsby's store kærlighed, begynder facaderne at krakelere, og det viser sig, at drømme – måske i overført betydning netop den amerikanske drøm – er farlige, hvis man forsøger at manipulere dem til at blive virkelighed.

Både i romanen og heldigvis også i Luhrmann's nyfilmatisering, er naboen, den unge Nick Carraway (Tobey Maguire), en central person, som fortæller sin egen og Gatsby's sammenvævede historie, og samtidig fungerer han som historiens moralske samvittighed.

Det er en fornøjelse endnu en gang at se Leonardo DiCaprio mestre en stærk karakterrolle. Han er en fremragende skuespiller, som bare kan et eller andet med spillet i øjnene.

Og kan man li' instruktør Baz Luhrmann's stil og hans brug af både klassiske og moderne elementer, så er "Den store Gatsby" en stor oplevelse. I sidste ender føler man virkelig med Gatsby, som hele livet har kæmpet for (men også forceret) opfyldelsen af sine drømme, blot for at se det hele smuldre.

---