EN KNUDEMAND SKAL HJÆLPE ANDRE
Der findes mennesker, som ikke har ret meget fantasi. Dette er ikke en film for dem. Alle filmens scener skal nemlig opstå i fantasien. Efter filmen har jeg set ham, der har kidnappet sin ekskone og nu kører mod nord på en motorvej i Nordsjælland. Jeg har set hans næsten tomme hus på Amager og den bunke post, som en mørklødet politimand ligger på knæ og roder i. Eller det med, at han ligger på knæ, har jeg vist forestillet mig helt ud af det blå.
Sagen er, at jeg i de 85 minutter, filmen varer, i virkeligheden ikke så andet end politimanden Asger (Jacob Cedergren), der sidder på alarmcentralen og snakker i telefon, og filmen fulgte ham i realtid. Men jeg identificerede mig med politimanden, så jeg i mange af telefonsamtalerne ved, hvad jeg selv ville have sagt, hvis det nu var mig, der sad der og modtog opkald til 112. Det er filmens trick.
Hvis det var mig
Det er svært at sige ret meget om handlingen på en spændende måde, for pointen i filmen er, at man forestiller sig, hvad der sker, og ens forestillinger kan jo meget vel være forkerte. Mellem alle de mere eller mindre ligegyldige opkald får Asger et opkald fra en kvinde, der er blevet kidnappet af sin eksmand. Hvordan fører man en samtale med en kvinde, der er flippet mere eller mindre ud, og som sidder ved siden af bortføreren, som ikke må opdage, at hun snakker med politiet?
Asger er vist egentlig patruljebetjent, men han har en sag kørende om en skudepisode, og derfor er han midlertidigt anbragt på alarmcentralen. Vi oplever en voksende frustration. Han vil så gerne gribe ind, men han har kun telefonen som redskab. Jeg blev smittet af hans frustration, og jeg ærgrede mig et par gange, hvor han efter min umiddelbare vurdering ikke sagde det rigtige. Senere viste det sig, at det ikke var gået bedre, hvis det var mig, der sad i hans stol. Min forestillingsevne var lige så meget styret af fordomme som hans.
Filmen er blevet godt modtaget
Handlingen oprulles gennem utydelige og antydende telefonsamtaler. Og takket være et godt manuskript, så lykkes det. Instruktøren Gustav Möller har været involveret i manuskriptet. Men det lykkes også, fordi de begrænsede filmiske virkemidler - billede, lys og lyd og et ansigt - bruges mesterligt. Det er Gustav Möllers debut som instruktør af en biograffilm, og den er blevet rigtig godt modtaget ved diverse festivaler. Lige nu er den med på en shortliste med ni film fra hele verden, der kandiderer til en Oscar som årets bedste udenlandske film.
Asger er filmlinsens fokus gennem hele filmen. Han virker ikke særlig sympatisk. Det er tydeligt, at han ikke bryder sig om de mennesker, der ringer ind, og gennem filmen får vi oprullet en af de knuder, der gør hans liv lige nu så miserabelt. I baggrunden bevæger de andre ansatte på alarmcentralen sig, men de er kun staffage. Og så er der alle telefonstemmerne. Den totale liste over skuespillere tæller en hovedperson, 13 stemmer og et par håndfulde baggrundsfigurer på vagtcentralen.
Flere eksistentielle spørgsmål arbejder videre i én efter filmen. De handler hovedsageligt om skyld, og måske allermest om filmens titel, nemlig det overraskende svar på, hvem "den skyldige" i virkeligheden er.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.