Den skjulte tråd

Af: Pelle Kviesgaard
Parforholdet er under ukærlig behandling. Perfektionens begrænsninger og usund afhængighed er på spil i Paul Thomas Andersons "biografiske" film.

FOLK SKABER KLÆDER 

Paul Thomas Anderson har gjort det igen. Der er ingen, der som ham, der kan kigge dybt ned i menneskers forkvaklede sjæle og bringer det frem på lærredet. Denne gang er det kjoleskrædderen Reynolds Woodcock og hans samleverske Alma, der blotter sig for sig selv, hinanden og beskueren.

Som den store æstetetiker laver Woodcock de smukkeste kjoler i verden, alt imens han lever et nøje planlagt liv under sin stærke søster Cyrils ledelse. Søsteren er garanten for orden og rammer i hans liv. Hans sidste elskerinde bliver skiftet ud, da hun støjer for meget under morgenmaden, og nu keder han sig igen.

Hurtigt møder han den uspolerede Alma, der som en omvendt muse har tilstrækkeligt flade bryster og nok topmave til, at hun er en spændende udfordring at gøre smuk med en kjole. Alma nyder at blive begæret og lader sig hurtigt føre med, selvom hun hurtigt opdager, at hun snarere er en rekvisit end en fuldgyldig og ligeværdig partner.

Gensidigt afhængighedsforhold
Deres pseudoparforhold bliver hurtigt trægt. Alma støjer også ved morgenmaden, og den næste kassering ligger og lurer. Kun hver gang, det næste mesterværk bliver færdiggjort, ryger sammensatte Reynolds ned i en depression, hvor Alma endelig kan få lov at være noget for ham.

Da andre forsøg på at kalde på hans nærvær ikke lykkes, ender hun med at forgive ham. Så bliver han nemlig tilstrækkeligt syg til, at han igen har brug for hende. Og dér i sin sygdom ser han hendes værd, og den evige bachelor vil pludselig giftes. Derefter starter cirklen så forfra.

Som sædvanlig med Anderson er det forgængeligheds-motivet, der er på spil; med Prædikeren i Gammel Testamente spørger han, hvad der egentlig har værdi i en verden, som dybest set opleves tom og cyklisk. Som sædvanlig med Anderson og Prædikeren, får man ikke mange svar og må nøjes med åbne slutninger.

Kjoleskrædderen og kreatøren, fungerer naturligvis også som pendant til filminstruktøren og dermed Anderson selv. En skabelsesproces, hvor kun det ypperste er godt nok, og hvor verden omkring aldrig helt kommer til at forstå ens genialitet, selvom man får nok så meget beundring. Kunstneren vil have det hele, kvinden inklusive – denne "kunstnerens dæmoni", som Søren Kierkegaard taler om, er på spil. En dæmoni, hvor værket tager magten fra skaberen og sender ham ud i vanviddet.

Sårbarhed bag perfektionen
Reynolds er en interessant karakter. Feministiske debattører anklager filmen for at promovere giftig maskulinitet, men mest af alt virker han bare som en utroligt ulykkelig og skrøbelig figur, der skjuler sin sårbarhed bag perfektionen, velvidende at den lynhurtigt kan blive demaskeret og afsløret.

I Reynolds og Almas forhold til hinanden ligger noget af samme problem. Alma er et projekt for Reynolds, og hun ved måske godt, hun bliver kasseret, når de er færdige. Omvendt ligger Reynolds værdi for Alma kun i, at han begærer hende og har brug for hendes hjælp, men når hun opdager, at hun kan blive begæret andre steder - eller når han ikke længere har brug for hendes hjælp - så falder det fra hinanden.

Den virkelighed ønsker ingen af dem at konfrontere, så i stedet går de ind i en giftig medafhængighed, hvor hun forgiver ham for at bevare hans behov for hende, og han passivt-aggressivt ignorerer hende og opfører sig som om, han bare kan lægge hende på loftet til alle de andre kreationer, når han er færdig med hende.

Drømme knuses af virkeligheden
Har parforholdet overhovedet nogen berettigelse i en æstetisk overfladekultur, der nødvendigvis medfører en brug og smid væk-kultur? I Andersons værk synes selve kampen at være livet. Alma og Reynolds prøver hver især at kontrollere hinanden og finder på en eller anden måde fred og glæde i det, selvom det, for den alvidende beskuer, tydeligvis er sygeligt.

Tilgivelse og forsoning, erkendelsen af egen syndighed og andre kristne temaer er ikke en del af fortællingen i "Den skjulte tråd". I stedet står vi tilbage med to personer, der skiftevis har gjort hinanden til objekter og afguder og tror, at deres inderste længsler og drømme er noget, de kan få opfyldt gennem deres partner. Derfor bliver det ulykkeligt og ender i stedet i ligegyldighed eller overgreb, når drømmene endnu engang knuses af virkeligheden.

Anderson leverer et fremragende indblik i det gudløse parforhold og den ruin, det medfører.

---