Den sjette sans

Af: Per Breindahl
Bruce Willis kender vi mest fra film, hvor han iført netundertrøje jagter skurke med en revolver i hånden. I "Den sjette sans" er han oppe mod noget, hvor revolvere ikke nytter: spøgelser!

Bruce Willis spiller i "Den sjette sans" den velrenommerede børnepsykolog Dr. Malcom Crowe, der forsøger at hjælpe den 8-årige dreng Cole Sear (spillet af Haley Joel Osment).

Cole er meget indesluttet, leger mest med sig selv og vil ikke betro sig over for hverken sin mor eller psykologen.

Cole minder Malcom om en anden sag han havde – her var drengen også indesluttet og skræmt. Flere år efter møder Malcom drengen, der nu er blevet et en ung mand – men hans liv hænger i laser, og det ender i en tragedie. Situationen har påvirket psykologen – er der en ting han skal nå i dette liv, er det at sikre, at det går Cole bedre.

Efter nogle indledende forsøg på at skabe tillid mellem dreng og psykolog, får psykologen endelig lov til at få et indblik i Coles skræmmende verden: Cole kan se spøgelser.

Ikke blot et tegneseriespøgelse med et hvidt lagen over hovedet eller et af de gamle hyggelige spøgelser, der hører sig til på slotte og herregårde. Nej her midt i storbyen går de afdøde rundt overalt, usynlige for alle andre end lille Cole. Alle har de en uforrettet sag. Noget der skal ordnes, før de kan sige denne verden rigtigt farvel. Men ofte har de brug for en hjælper – derfor kommer de til Cole. Og det er naturligt nok en meget stor byrde at lægge på en 8-årig dreng.

Overskriften på denne anmeldelse "Ikke alle sanser er en velsignelse" er undertitlen på den version af filmen, jeg har set. Det rammer helt plet. Det er ikke så sært, Cole bygger sig sine forsvarsværker, blandet andet det lille røde telt midt i legeværelset. Et telt stoppet med helgenfigurer, der skal beskytte mod alle de myrdede og selvmordsofrene, der færdes i huset.

M. Night Shyamalan er en fantastisk dygtig instruktør. Filmen er bragende godt skruet sammen. To meget sympatiske hovedpersoner, flotte billeder, mange scener, hvor man sidder og holder vejret. Også en række gys, hvor det løber koldt ned ad ryggen. Så selv om filmen har et barn i hovedrollen er det ikke nogen børnefilm. Og det allerbedste ved filmen er efter min mening slutningen.

Det er en af den type film, jeg har lyst til hurtigt at se anden gang. Første gang for handlingen, anden gang for detaljerne. Jeg har set den to gange – og der er mange, rigtigt mange gode detaljer – et lille eksempel: Rød anvendes som signalfarve for at vise, at der er et spøgelse i nærheden – og kulde er tegn på, at spøgelset er vredt. Så kan man jo gætte på hvor eller hvornår, det stikker sit dødsplagede ansigt frem.

Er man til gysere og spændende film, kan jeg varmt anbefale "Den sjette sans" – men samtidig vil jeg understrege, vi i kristendommen ikke tror, der findes spøgelser i form af døde mennesker, der går rundt imellem os. M. Night Shyamalan siger da også i ekstramaterialet, at det er i hans indiske baggrund, han har hentet forestillingen om, at de døde lever blandt os.

To steder i Bibelen bruges ordet spøgelse. Det ene er der, hvor apostlene ser Jesus komme gående hen over havet og de tror, det er et spøgelse. Det andet er scenen fra Matthæusevangeliet kapitel 27 vers 52 og 53, hvor det beskrives, hvordan gravene i forbindelse med Jesu død sprang op og de dødes legemer gik ud af deres grave og gik rundt i den hellige by. Men de spøgelser, man – måske – kan opleve i dag, er snarere dæmoner, der tager skikkelse af, hvad de nu mener, kan skræmme og plage mennesker mest. Der ligger på JesusNet en glimrende lille artikel om dette.

---