Den sidste rejse

Af: Carsten Riis Jensen
Finn & Jacob er tilbage i en kulsort actionkomedie som i retrospekt forholder sig til begges op- og nedture.

Store dele af Finn og Jacobs nye film, "Den sidste rejse", forudsætter et vist kendskab til deres fælles karriere op igennem 80'erne og 90'erne. Deres "jadak"-konduktører, deres "Jydekompagniet"-film og ikke mindst deres personlige nedture her i 00'erne. Hvad sidstnævnte angår, tænker jeg dels på Jacobs druk og på Finn, der mistede rigtig mange penge på grund af storsvindleren Stein Bagger og firmaet IT Factory.

Den nye film tager udgangspunkt i Finn og Jacobs venskab, deres tidligere showsucceser og så den tænkte tanke: Hvad hvis Jacob og Finn bliver sure på hinanden, på grund af Finns finans-fiasko? Hvad hvis Jacob så oven i købet døde og efterlod Finn alene?

Det er den indledende tanke i "Den sidste rejse", hvor de første 15-20 minutter simpelthen er et flot, flot – næsten socialrealistisk – indblik i det nævnte tankeeksperiment. Sjældent har jeg set en så vellykket forvandling af skuespiller, fra småfed entertainer til hjemløs alkoholiker. Det er altså godt lavet!

Men derfra, efter de første 20 minutter, skifter historien spor – eller rettere: den kommer med den ene overraskelse efter den anden. Og her er det så, at censuren ganske fornuftigt siger "15 år", for nu går der for alvor Lasse Spang Olsen ("Den sorte madonna", "Inkasso"") i filmen: Kulsort humor, stuntsekvenser, skyderier, blod og motorsave.

Det er i hvert fald Finn og Jacob på nye veje, men har man det okay med, hvordan danske actionkomedier har udviklet sig, og kender man Finn og Jacobs bagkatalog og har det fint med at putte dem ind i en actionkomedie, så er "Den sidste rejse" en anderledes og sjov oplevelse.

"Den sidste rejse" er flot filmet. Den vælger dog også bevidst at være "grim", dvs. med let afskallede farver – og med Finn og Jacob i lidet flatterende situationer, med bar mave, på toilet, osv. Det er gennemført lavet, underspillet – og forhåbentlig ikke en "sidste rejse" filmisk for de to herrer.

Jeg morede mig i hvert fald gevaldig, også i de mere groteske scener, hvor antydningens kunst bruges på en måde, så man næsten krymper tæer.

---