Den ny verden

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
I 1913 beslutter en familie på Sicilien sig til at bryde op og emigrere til Guds eget land. Filmen er et billede på rejsen gennem livet.

Af og til kan man være så heldig at rende ind i en film, der er overraskende enkel og samtidig lavet på et vidunderligt overskud, der smitter. En sådan film er Emanuele Crialese's "Den ny verden" eller "Nuovomondo", som italienerne kalder den. Læs gerne det følgende som en varm anbefaling.

Filmen tager sin begyndelse i 1913 på Sicilien, i et goldt landskab af sten og ubarmhjertige bjerge. Her holder den fattige og overtroiske familie Mancuso til med lidt dyr, men hos dem lever drømmen om den nye verden, om Guds eget land - om Amerika. Efter at Den Almægtige selv har tilstødt dem et tegn - en række bizarre postkort med billeder af høns på størrelse med Morris Mascotter, træer på hvilke der gror mønter, og løg så store som Rundetårn - beslutter familien sig for at bryde op og begive sig på en rejse mod det ukendte, fremmede, vidunderlige. På skibet møder de den mystiske engelske dame Lucy, hvis historie bliver kædet sammen med deres, ikke mindst da de når Ellis Island og det forjættede land.

"Nuovomondo" er som sagt en enkel film. Historien om familien på vej mod drømmenes land er den primære kraft, der driver filmen fremad. Her behøves ingen neuroser eller dvælen ved fortiden, for familien er på vej mod fremtiden. Nogle vil måske kritisere filmen for at have for lidt personudvikling, men netop dette skaber en lethed ved filmen, som gør den overraskende humørfyldt, trods dramaerne undervejs. (- Det må faktisk være sin sag at skabe en munter film om emigration!) Crialese har tilsyneladende så meget tiltro til sine figurer - den visionære far, teenageren, den stumme søn, den bindegale farmor og den mystiske engelske dame - at han med mild hånd lader lærredet flyde over med vidunderlige billeder. Ikke mindst faderens indre syner om det Amerika, der bogstavelig talt flyder med mælk, er kostelige.

Måske er filmen lidt langsom, men netop denne dvælen skaber muligheder. Har man tålmodighed er filmen som et godt digt: Enkel, stærk, klar og uforglemmelig. Desuden giver tempoet plads til de klare katolske metaforer, Crialese lægger over historien. Familien opgiver sin mystiske overtro for at sætte sin lid mod et nyt håb. Rejsen ender ikke med ankomsten, men der er et intermezzo - en skærsild - på Ellis Island, de skal igennem. Ægteskabet som metafor på døren, der åbner sig til himmerige bliver flittigt brugt (omend brudgommene ikke er mega Kristusagtige). Og endelig er der en, der må ofre, for at andre kan få et liv i det Amerika, vi aldrig får at se i filmen. Man kunne blive ved. Det er en film, der er rigt ladet med symbolik. Er man ikke til 'det kristne' kan man også se filmen som en satire over det USA, Crialese skildrer med venlig bitterhed, eller den for tiden så populære generelle modvilje mod fremmede, der tvinger mennesker fra hinanden, og som gør sand kærlighed til nar. Det er vitterligt en rig film.

På sin måde er filmen ganske enkelt et billede på rejsen gennem livet, og Crialese lader kærligheden få det sidste ord. Der er håb, også selvom vi ikke ved, hvad der venter hinsides det store hav.

---