Den hundredetårige der stak af fra regningen og forsvandt

Af: Henrik Højlund
Det er svært at lave en efterfølger til en filmsucces, og "Den hundredetårige …" lever da heller ikke op til sin sjove og originale forgænger.

DOVENT OG UOPFINDSOMT

Jeg var begejstret for Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Den svenske film baseret på bestselleren af Jonas Jonasson. Den røg helt op på 6 stjerner fra min side. Temmelig meget, når vi taler om en komedie. Men jeg synes, den i alle dele var så finurlig og skraldgrinende sjov, at det ikke kunne være mindre.

Mine forventninger til efterfølgeren, "Den hundredetårige der stak af fra regningen og forsvandt", var derfor stor. Desto større var skuffelsen over, at den ikke levede op til etteren. Måske gør jeg den af samme grund også en smule uret, når jeg vurderer den temmelig lavt. Måske ville en, der ikke har set etteren, opleve den anderledes.

Efter samme recept
Men min oplevelse var, at den gør et temmelig mislykket forsøg på at gentage etterens succes. Den lever ikke i sin egen ret, men slæber lidt dovent og uopfindsomt efter etteren. Recepten er den samme: Den nu hundredetårige, som i bund og grund ikke har andre lidenskaber i livet end sprængstof og alkohol, og heller ikke alt for mange brikker at flytte med, kommer ud for den ene mere skøre hændelse efter den anden, som i virkeligheden spiller direkte ind på stormagtspolitikken i verden, alt sammen under skarp forfølgelse af politi og røvere og alt derimellem.

Filmens historie følger direkte op, hvor etteren endte. Den hundredetårige og hans venner har brugt rub og stub af alle de mange penge, de ved et usandsynligt held fik raget til sig i etteren. Nu er de igen på flyttefod. Og flygtningefod. For der er mange, der har noget uopgjort med dem. Og de fleste var også med i første historie.

Også denne gang drejer plottet sig om en stak penge. En potentiel stak. Den hundredetårige har nemlig opskriften på en tidligere kæmpesucces i Sovjetunionen, en sodavand, der var i stand til at udkonkurrere den altdominerende amerikanske verdenssucces Coca Cola. Sovjetunionen så verdensherredømmet for sig, ikke i kraft af militær, men i kraft af noget langt vigtigere, nemlig folks hverdagsdrikkevaner. Diverse forviklinger betød, at succesen udeblev, men opskriften ligger og venter på at blive taget i brug, med kæmpe indtjening til følge.

Bliv ved etteren
To'eren er som bekendt altid svær. Denne har det efter min mening rigtig svært. Den vokser en smule henne i filmen, men den løfter sig aldrig for alvor ud over plagiatet. Måske er noget forklaringen også, at det er instruktøren, der sammen med en manuskriptforfatter denne gang står for historien. Forfatteren Jonas Jonasson har ikke del i løjerne.

Skulle den have klaret sig, skulle den formodentlig have startet helt forfra. Men kunne den mon overhovedet det med de samme personer? Næppe. Summa summarum: Man skulle have nøjedes med etterens succes. Som så mange gange før. Men mere vil have mere. I film såvel som i virkeligheden.

---