Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Af: Henrik Højlund
En total skøn svensk komedie, hvor man får lyst til at hengive sig til naiv livsglæde. Crazy og fuld af gode skuespilpræstationer.

HERLIG CRAZY HISTORIE
Jeg kluklo gennem det meste af filmen, da jeg så den første gang i biografen. Med afbrud af skraldgrin. Gensynet var ikke ringere.

Den svenske film med den umulige titel "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt" er en totalt skøn komedie, der efterlader en med lysten til at hengive sig til den helt umiddelbare og naive livsglæde. Som sådan er den selvfølgelig også uden den helt store jordbundethed. Men nogle gange er det fint at give sig den urealistiske drøm i vold. Der kan være sandheder i den.

Hvis man gengiver filmens historie (som oprindelig er skrevet af den svenske forfatter Jonas Jonasson), vil den nok mest af alt forekomme en smule plat. En gammel eneboer ender på et plejehjem efter at have sprængt den ræv, der tog hans kat ude ved husmandsstedet, i luften. På hans hundredårsdag, hvor plejehjemmet, borgmesteren og lokalavisen er på vej med lagkage og 100 besværligt optalte lys, får den hundredårige Allan Karlsson den indskydelse at forlade sit værelse gennem vinduet. Han går til den nærmeste busstation og får en billet, der rækker så langt, som pengene rækker. På stationen løber han ind i en HA-type, som beordrer ham til at holde hans kuffert, mens han går på toilettet. Da bussen straks efter skal afgå, kommer Allan i distraktion til at slæbe kufferten med sig. Han ender ved noget, der ligner verdens ende, et lille hul i de svenske skove med en nedlagt togstation. Her løber han ind i den tidligere stationsforstander. Sammen finder de ud af, at kufferten indeholder 50 millioner kroner. Og herefter ruller den rablende historie, hvor de to gamle suppleres med to unge, stærkt jaget af HA'erne og politiet. Og alt sammen med afbrud af tilbageblik til Allans tidligere liv, som har været mindst lige så begivenhedsrigt, idet han har været lige i centrum af det tyvende århundredes begivenheder. Og ikke bare været der, men sandelig også spillet en afgørende rolle i dem.

Historien er fuldstændig crazy og helt vidunderlig leveret af en lang række skønne skuespilpræstationer, som lige præcis forstår at holde masken, når løjerne er værst.

Filmen kan ligne en blanding af Forrest Gump og den norske forfatter Erlend Loes bøger. Disse værkers naive livsvisdom genfindes i Allan Karlssons oneliners: "Det betaler sig ikke at fortryde, medmindre man har en tidsmaskine." "Hvis er hvis? Alt skifter jo ejer før eller siden." "Det ene fører til det andet. Men hvordan kan man vide, at det andet er bedre end det ene?" Og den gennemgående: "Det er, som det er, og det bliver, som det bliver." Ja, hvem kan være uenig.

På en sjov måde rummer filmen en form for livsbekræftende fatalisme. Lad komme, hvad komme vil. Tag imod enhver glæde i nu'et.

---