BARNET VISER VEJ
Denne film er bygget over Frances Hodgson Burnetts børnebogsklassiker med samme navn fra 1911. Den er sat i et typisk britisk overklassemiljø, som vi kender den fra krimier og Downtown Abbey. Den har dog en ramme og en baggrund, som overskrider det velkendte. Filmen handler om den forældreløse pige Mary (Dixie Egerickx) som må rejse fra Indien i forbindelse med uafhængighedskrigen i 1947. Hun har mistet sine forældre og bliver sendt til sin onkel Archibald Craven, som bor isoleret på et gods i England. Han har også mistet sin kone, og vi følger Mary i hendes oplevelse af den nye verden, hun er blevet en del af.
Den hemmelige have
Som en del af udforskningen opdager hun en hemmelig have, som er låst for den øvrige verden. Cravens verden er i det hele taget noget låst fast, og Marys ophold skildres som et fængsel. Hun opdager Cravens søn Colin og andre personer, som er mærket af den ubearbejdede sorg, som præger stedet. I baggrunden spøger de to afdøde mødre, som gennem Mary viser en vej ud af den tungsindige verden. Filmen må i det hele taget siges at have en feministisk tone, hvor kvinderne styrer, og mændene er de underlegne. Det gøres ikke til en pointe som sådan, men i længden kan den snusfornuftige Mary godt blive lidt for meget af det gode. Måske skyldes det, at Dixie Egerickx har en tendens til at overspille rollen. Filmen vil nok i det hele taget mest tale til piger.
Symbolikken
Filmen er fuld af symbolik. Det store tema er sorg over tab, og hvordan håndteringen af dette kan få afgørende indflydelse på livet. Med Mary som vejviser oplever vi, hvordan børnene med deres fantasi og drømme viser en vej for de voksne mod forløsning og fornyelse. Her indgår den hemmelige have som symbol for vejen ud, selvom den både indeholder levende skønhed og er stedet, hvor døden fandt sted. Det store ensomme gods fremstilles som et fængsel skabt af en deprimeret mand med den skræmmende husbestyrer Mrs. Medlock som "fangevogter".
En familiefilm?
Filmen er ret mørk med ensomhed og forladthed som temaer, og der er nogle lidt voldsomme scener, som kan give små chok indimellem. Derfor kan jeg godt forstå, at den må have en rimelig censur. Dog, synes jeg, 15 år er lige voldsom nok. Jeg vurderer at 11 år ville være ok, hvis den ses sammen med voksne. Den ville egne sig som film ved dødsfald i familien. Der er noget forløsende i dens vejledning i at bearbejde sorg. Filmen er flot lavet med gode animerede scener. Dog kan den godt opleves lidt langtrukken – også fordi temaet er så dystert.
Filmen er i 1993 indspillet med den polske instruktør Agnieszka Holland.
2020-udgaven er kommet på dvd.