Den hemmelige have

Af: Carsten Riis Jensen
En flot, men langtrukken familiefilm, hvor dyrelivet og plantelivet udforskes i en have. Historien fortælles på en meget "voksen måde", så børnene mister interessen.

Instruktøren Agnieszka Holland blev i 2012 nomineret til en Oscar, for filmen "In Darkness". Hun har tidligere lavet bl.a. "To Kill A Priest" og Mirakel Morderen, som begge har præster i hovedrollerne, men i filmen "Den hemmelige have", fra 1993, er det den forældreløse pige Mary Lennox, der er i centrum.

Filmen bygger på en roman, skrevet af Frances Hodgson Burnett. Romanen anses i dag for at høre til blandt engelsk børnelitteraturs klassikere. Historien er filmatiseret en del gange og opført som skuespil.

Set fra et barns synspunkt er historien sød og enkel: Mary vokser op i Indien. Hendes forældre dør, og hun sendes med båd tilbage til England, hvor hendes onkel modvilligt indlogerer hende på sit gigantiske gods. På godset møder hun sin fætter samt en bondedreng, og sammen går de på eventyr og finder en hemmelig have, efterladt af onklens afdøde hustru. I haven leger børnene, udforsker dyrelivet og plantelivet, og en fætter, der var syg, bliver rask.

Som sådan en sød og dejlig historie. I Agnieszka Hollands filmversion virker historien langtrukken, synes jeg. Mine børn var ved at falde i søvn, da vi så den. Det skyldes naturligvis, at historien har flere lag, og disse lag tager tid at udvikle, både i en roman og på film.

Det centrale symbol i historien er naturligvis den hemmelige have. Både i den hemmelige have og på godset går en familie næsten i stykker og regenereres igen. Det samme sker blandt havens blomster og dyr: de skal blot have de rette vilkår, så vokser de op og blomstrer. Forfatteren, Burnettet, bruger havemotivet til at udforske den helbredende kraft, der er i alle ting.

Netop på grund af disse psykologiske motiver blev bogen i sin tid ikke særlig populær. Først da netop interessen for psykologien og for brugen af den i børnebøger vokser, tages Den hemmelige have atter frem – og er altså også faldet i filminstruktør Agnieszka Hollands interesse. Det undrer mig ikke, eftersom de temaer, hun primært arbejder med, er identitet og de muligheder, et menneske har, med fri vilje og forskellige valgmuligheder (se interviewet Den Oscarnominerede Agnieszka Holland).

Disse temaer bearbejdes også i "Den hemmelige have", hvor den mutte og sure Mary, den indbildsk syge fætter samt den sørgende onkel alle tre må foretage valg i deres sorg og ensomhed, før de i fællesskab kan blomstre op igen.

"Den hemmelige have" er flot, men langtrukken. Den fortæller en børnebogshistorie, men på en meget "voksen" måde, og dermed oplever jeg, at målgruppen – børnene – simpelthen bliver trætte og mister interessen.

---