Den grønne mil

Af: Johannes Korsholm Poulsen
John Coffey virker som et ensomt stykke godhed i en barsk verden på dødsgangen i Louisiana.

Den amerikanske forfatter Stephen King er af de fleste bedst kendt som ophavsmanden til "It", "Children of the Corn" og en række andre gysersucceser.

Derfor er der nok en del (bl.a. undertegnede), der i første omgang ville gå i en stor bue uden om en film baseret på noget, han har skrevet. Det er der imidlertid ingen grund til, da Stephen King faktisk er en ret dygtig forfatter, og der er i hvert fald begået to fremragende film med hans bøger som forlæg: En verden udenfor og Den grønne mil af instruktøren Frank Darabont. Begge film foregår i et fængselsmiljø i USA i første halvdel af det 20. århundrede, og begge behandler emner som menneskelighed, ondskab og godhed, så jeg vil i det følgende prøve at sammenligne dem lidt og sige noget generelt om det menneskesyn, der kommer til udtryk i de to film. (Af praktiske grunde har vi i redaktionen delt anmeldelserne i to selvstændige anmeldelser. Men læs dem begge, så du får fuldt udbytte).

Konflikten i mennesket mellem det onde og det gode bliver om muligt endnu mere udpenslet i "Den grønne mil" end i "En verden udenfor". Det interessante er dog, at konklusionen her efter min mening bliver en helt anden end i historien om bankmanden Andy Dufresne. Selvom filmen på mange måder ligner "En Verden Udenfor", så foregår den i et anderledes mørkt og magisk univers.

To piger forsvinder fra deres forældres farm og bliver fundet døde i armene på den gigantiske, sorte og tudbrølende John Coffey (Michael Clarke Duncan), som straks dømmes for dobbeltmord og sendes til dødsgangen "The Green Mile" i et fængsel i Louisiana. Her møder han Paul Edgecomb (Tom Hanks) en garvet fængselsbetjent, som sammen med sin stab forsøger at give de indsatte en så værdig afslutning på livet som muligt. Blandt de andre fanger på dødsgangen er bl.a. den franske gøgler Eduard Delacroix (eminent spillet af Michael Jeter) og den stjernegale ballademager Wild Bill Wharton (Sam Rockwell).

Det viser sig hurtigt, at der er noget helt galt med John Coffey. På trods af sin enorme størrelse (han skal vel nærmest forestille at være 2,20 meter høj!) og sit jætteagtige udseende er han blid som et lam og meget bange for mørke. Mystikken breder sig endnu mere, da han helbreder Paul Edgecomb for en urinvejsinfektion ved bogstavelig talt at trække sygdommen ud af ham og derefter spytte den ud som små insekter! Det lyder fuldstændig åndssvagt, men i filmen fungerer det altså. John Coffey virker nærmest som en slags vildfaren engel eller højere magt, som kan kommandere rundt med liv og død. Ikke desto mindre er han dømt til døden for et bestialsk barnemord, og igennem hele historien (som fortælles i tilbageblik af en meget gammel Paul Edgecomb) sitrer tvivlen og forvirringen omkring John Coffey.

Hvor John Coffey virker som et ensomt stykke godhed i en barsk verden, er ondskaben til gengæld bredt repræsenteret på "Den Grønne Mil". Den forkælede unge betjent Percy Whitmore (Doug Hutchison) er så gennemført sadistisk og uforstående over for alt levende, at man virkelig afskyr ham, og de vrede pårørende til henrettelserne er så pøbelagtige og hadefulde, at man virkelig bliver i tvivl om, om mennesket nu også er så godt på bunden.

Dette er filmens hovedpointe. Mennesket er ondt og ukærligt: "Han dræbte dem med deres kærlighed til hinanden. Sådan er det hver dag!" siger John Coffey på et tidspunkt. Og det er egentlig meget rammende. Selvom Coffey gør, hvad han kan for at hjælpe og uddrive ondskaben, blomstrer den konstant op i nye former, og han ender med ligefrem at ønske at blive henrettet.

Hvorvidt John Coffey skulle være en parallel til Jesus, skal jeg ikke kunne sige. Der er en del, der tyder på det, bl.a. hans forbogstaver, som han og Jesus Kristus jo har til fælles på engelsk. Men det er tydeligt, at hvor Jesus så at sige vandt kampen ved at dø, bliver døden for John Coffey bare en måde at slippe væk på, en måde at give op på. Og det gør ondt at tænke på! På trods af al den fryd man kan føle over den gode historie, det fantastiske skuespil og de smukke billeder, kan man ikke ryste den følelse af sig, at folk som John Coffey virkelig hører til i en eventyrverden, og at vi kæmper forgæves mod ondskaben.

Mellem disse to films menneskesyn er det så, vi står som kristne. Og det er måske nok værd at tænke over, hvilken side vi hælder til. Tror og håber vi på det gode i mennesket, er der alligevel en glød af Paradiset i os alle? Eller ryster vi håbløse på hovedet af en verden, hvor det onde regerer, og hvor kærligheden bliver misbrugt i hadets tjeneste? Eller er der måske en hel tredje udvej? En John Coffey, som ikke bare flygter ind i døden, men vinder over den?

---