Den gode dinosaur

Af: Judith Hedager Vestergaard
Pixar er mestre i animation, men i denne film har de på flere punkter taget en slapper. Filmen hylder tydeligvis evolutionslæren.

DINOSAUR OG MENNESKE MØDES
Den lille dinosaur Arlo er en frygtsom lille fyr. Hans forældre må lokke ham ud af æggeskallen, hvorefter han på usikre ben stavrer ud i den overvældende verden, som deres lille landsted føles for ham. Tiden går, og Arlos søskende vokser op til at blive stærke individuelle personer, mens Arlo er et skravl, der ikke kan overvinde sin frygt, og dermed ikke kan klare de pligter, han får i hjemmet. En frygtelig storm skiller Arlo fra hans familie, og han føres ad floden langt væk hjemmefra. Ude i ødemarken støder han på menneskebarnet Tot, og de to former deres egen lille skæve familie i en fælles søgen efter deres rigtige familier. Ødemarken er ikke et ufarligt sted, og de to kommer da også i vanskeligheder gang på gang.

Hovedpersonen er frygt, evolutionslæren er heppekor
Det fremstår helt tydeligt - om end det ikke bliver nævnt - at filmen hylder evolutionslæren. Millioner af år skal gå, før dinosaur og mennesker kan leve side om side, og på det tidspunkt vi dumper ind i historien, er menneskene endnu hulemennesker uden sprog, kun styret af dyriske instinkter. Menneskebarnet Tot går på fire som en gorilla og er animeret både i adfærd og lyde som en hund. Dyrene lever i et hierarki, hvor nogle dyr er andre langt overlegne. Nogle opfører sig som mennesker og andre igen som almindelige dyr. Temaet i filmen er uden afvigelse at overvinde sin frygt. Arlo får den ene gang efter den anden chancen for at overvinde sin frygt, og som filmen skrider frem, lykkes det også mere og mere for ham. På trods af utallige muligheder bliver begrebet frygt dog ikke foldet ud og udforsket (som vi fx ser følelser blive det i filmen Inderst inde). Det bliver kogt ned til et: frygt er noget, der hæmmer dig, og som du må overvinde.

Vildt flot, og knapt så godt
Pixar er mestre i at animere, at kunne få ethvert udtryk frem med både charme og realisme. Eller sådan plejer det at være. Men i denne film er det, som om de er gået på kompromis. Baggrundene er virkelig flotte, store scener med underfundig natur, og detaljeret ned til mindste lille blad. I stor kontrast til den flotte baggrund står hovedkaraktererne. De er unødigt klodsede, uden karakteristika, og unuancerede i deres udtryk. Specielt de store T-Rex'er virker i nogle af scenerne som hastige skitser, der er endt med at blive brugt, inden de var animeret færdige. Ret ærgerligt, når man nu ved, hvad Pixar er i stand til at levere.

Se den med dine børn
På trods af den lidt haltende animation, og at filmen er en gentagelse, ikke kun af tidligere film, men også i sig selv - Arlo møder alle forhindringer mindst to gange - så er det ikke en dårlig film. Børn vil finde det skæve venskab morsomt, og der er masser af små søde og sjove input, samt et - som altid - imponerende lydspor. Både musik og stemmer virker rigtig godt. Filmen er meget dyster, og der er en trykket stemning. Den bliver til tider uhyggelig, og jeg vil anbefale, som Disney gør, at børn under 7 år første gang ser den med en voksen.

---