Den fabelagtige Amélie fra Montmartre

Af: Michael Agerbo Mørch
En fabelagtig film om den naive Amélie, der på sin helt egen måde spreder kærlighed og omsorg på sin vej.

Lad det være sagt med det samme; denne anmelder har tabt kæben af begejstring. Jeg faldt tilfældigt over denne film for et par år siden, og den printede sig øjeblikkeligt ind i mit filmhjerte. Hvorfor? Hold venligst ørerne stive. "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre" er den gladeste, skøreste, flotteste og mest mærkværdige film, jeg endnu har set. Den formår at kombinere disse ting med et stænk af melankoli, dog uden at tabe tråden til virkeligheden.

Nu er det faktisk sådan, at "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre" har fået meget flot kritik, og derfor virker det måske tendentiøst at være så begejstret. Men det er unægtelig svært at lade være. Tag fx filmens lydside, som den geniale Yann Tiersen står for. Det er dragende, bragende og forførende, ja, det er virkelig svært ikke at elske hans harmonikapop, når den kombineres med de forrygende flotte billeder, den æstetiske iscenesættelse af det centrale Paris. Filmningen er bjergtagende, der er både close-up, stands og farvemætning, og bare det at sidde og kigge på de flotte billeder, den smukke vinkling, de frække, hurtige klip, det er virkelig en kunst, som bør nydes.

I filmen følger vi Amélie, som vokser op i Frankrig. Hendes forældre er lidt småskøre, men Amélies største hæmning er manglende kontakt med sin far. Han er militærlæge og giver kun lille Amélie fysisk opmærksomhed ved det månedlige lægetjek. Her bliver Amélie så forskrækket, at hendes hjerte banker uregelmæssigt hurtigt. Derfor tror faderen, at Amélie har en hjertefejl, og hun udelukkes i bedste mening fra samfundet og får hjemmeundervisning. Da moderen pludseligt dør, trækker faderen sig ind i sig selv, og Amélie skal nu på opdagelse i verden. Resten af filmen er hendes nervøse, lidt små-naive jagt på at finde eksistensen og kærligheden.

Amélie har sin daglige gang på den lokale cafe, hvor det er stamkunderne, der præger billedet. Karaktererne er dygtigt spillet, og vi møder alt fra den hypokondriske Georgette, over jalousi-kongen Joseph til fiasko-forfatteren Hipolito.

Da Amélie en dag falder over en mystisk portrætsamling af iturevne pasbilleder, indledes et smukt og underfundigt kærlighedsspil mellem Amélie og bogens ejer, den charmerende, men stærkt utilpassede Nino.

Filmen er lidt en tour de force gennem kærligheden. Håbet om, at enhver kan forandre verden, står meget stærkt. Samtidig mener jeg også, at filmen fornuftigt fanger, at vi ikke bare skal give køb på vores eget liv, men i høj grad integrere os selv, når vi vil udøve næstekærlighed. Amélie bruger lidt luskede metoder til at hjælpe de socialt dårligt stillede, men det er fortalt med et glimt i øjet, og ikke for at forherlige den form for verdensfjerne næstehjælp.

Filmen er med sin kærlighed og varme med til at stille en række spørgsmål til seeren. Fx ”hvad kan du gøre, for dagligt at hjælpe svagerestillede?”, eller ”hvor langt kan man tillade sig at gå, for at udøve næstekærligheden?”. Svarene er vanskelige at give, men relevante at diskutere også i dag.

Livssynet i filmen er ikke direkte kristent, men pointen om, at alle mennesker uanset evner, udseende, karakter og omgangskreds har værdi, er dybt præget af den kærlighed, Jesus forkyndte.

Jeg vil på det varmeste anbefale denne film, som fortjener at blive set, lyttet til, grinet til, grædt til, evalueret, diskuteret og sendt til alle de sure hoveder, som ikke mener, at alle kan bidrage med noget i vores kamp for en bedre verden.

---