Den bedste sommer

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
De to plejebørn skal på sommerferie hos en enfoldig, halvsur bedemand. Det kommer til at vende op og ned på livet for dem alle.

Lige fra begyndelsen er stemningen melankolsk og knugende. De to 11-12-årige forældreløse plejebørn Mårten og Annika, skal sommeren 1958 på ferie hos den enfoldige, halvsure bedemand Yngve Johansson i den lille by Molkorn i Sverige. Yngve begynder med at skælde dem ud og beder dem kravle ind bag i rustvognen. Hjemme hos Yngve får de besked på at være tavse under måltidet. De skal stå op klokken seks, selv om det er ferie, for de skal lære dannelse - altså set ud fra hans synspunkt.  Ifølge instruktør Malmros lever Yngve efter deviserne "vær aldrig glad", "tro ikke, at du er noget særligt" og "forvent dig ikke noget af livet, så bliver du bare skuffet". Yngve spørger på et tidspunkt Mårten og Annika, hvad de vil være, når de bliver store. Deres svar får ham til at sige: "Hvorfor kan I ikke bare være almindelige."

Mårten er en stille dreng, hvorimod Annika er mere skruppelløs og lidt mystisk. Mårten kan ikke lide at være ulydig og synes, det er forkert at lyve. Men livet har lært Annika, at man må lyve for at klare sig, som hun selv udtrykker det. Hun har så meget magt over Mårten, at han hurtigt lokkes med til flere skarnsstreger. Et svensk blad bruger udtrykket "At vove at være ulydig" om filmen. Flere gange prøver Mårten at være Annikas samvittighed, men det nytter ikke noget.

Børnene er gode til at tilpasse sig og få det til at glide, men forsøger dog på et tidspunkt at flygte. Senere kommer de til at tænke på, at Yngve måske er en halvsur ungkarl, fordi han ikke er gift - og dermed elsket af et andet menneske. Det sætter de sig for at gøre noget ved.

Yngve er bedemand og har kister stående i laden. Det betyder helt naturligt, at døden kommer til at spille en gennemgående rolle. Det sker mest på en ret respektløs måde. Selv om døden på mange måder er med i filmen, er der ikke antydning af en kristen tilgang. Det nærmeste, filmen kommer på en direkte omtale af noget religiøst, er en døende, kræftsyg mand, der siger: "Jeg blev ikke til noget i dette liv, men det bliver forhåbentlig bedre i det næste." Han siger også: "Jeg vil ønske, at Gud får kræft, så han kan føle, hvordan det er."

Desværre skæmmes filmen af en del bandeord, som ikke er nødvendige. Heldigvis er ikke alle oversat, men det er ikke svært at høre det på svensk. Både børn og voksne siger: "Gå ad Helvede til."

Instruktøren siger i et interview, at de har ønsket at lave en gribende komedie. Komedie-genren skal opfattes meget bredt, hvis denne film skal med i den kategori. Der er en del humor af den underspillede slags, som ofte også er ret indforstået. "Den bedste sommer" præsenteres som en film for hele familien. Vi vil sige for familier med store børn, men det er svært at forestille sig de børn, som kan fanges af den. Måske hvis de selv kender til at være forsømt og svigtet af voksne. I Sverige sammenlignes filmen med Mit liv som hund, der også foregår i 1950'erne i Sverige.

Filmens energi ligger mest i samspillet mellem de to børn og de nærmeste voksne. Der er en lang række eksempler på, hvordan velmenende voksne kan tage helt fejl i deres måde at behandle børn på. Den viser også, hvordan et svigtet barn lærer at klare sig. Det virker godt, at Mårten skriver dagbog i form af breve til sin mor, der døde som 27-årig.

Der er en negativ stemning i filmen med bagtalelse og nedladende behandling. Men den siger samtidig, at hvis man tør være ærlig og lade hjertet råde, så bor der noget godt selv i den mest vrantne.

---