Dear John

Af: Michael Agerbo Mørch
En soldat bliver forelsket, men det er svært at holde kærligheden varm på distancen. Ligegyldig film om det største mellem mennesker.

NÅR KÆRLIGHEDEN FARER VILD OG FINDER HJEM

Man kan sagtens lave film, der rummer både store følelser og dramatiske kærlighedssituationer, uden at det bliver patetisk. Eller måske ikke sagtens, men man kan i hvert fald. Lasse Hallström PLEJER at kunne det. Han har før præsteret fine kærlighedsdramaer som "Æblemostkompagniet" og "Hva' så Gilbert Grape?". Men denne gang skyder han langt over eller forbi målet. Eller det kommer selvfølgeligt an på, hvad målet er! For Hallströms film kan noget, men det er måske ikke så åbenlyst, hvad det er. Okay, det her kræver en forklaring.

Kærligheden findes
Vi følger soldaten John Tyree (Channing Tatum), der er hjemme på orlov fra sin udstationering. Her møder han den charmerende Savannah (Amanda Seyfried), som straks falder for hans veltrænede krop og stille, mystiske ydre. De får to gode uger sammen og lover hinanden, at de vil skrive en masse breve til hinanden, for at de kan holde følelserne varme det sidste år, John udstationeres.

Kærligheden farer vild
Men ak! 11. september 2001 er en mærkedag, som ikke var forudset af mange. Heller ikke af John, som får sine planer smadret. Pludselig skal han udstationeres i to år mere - i Afghanistan, hvilket jo som bekendt ikke er lige om hjørnet. Savannah har svært ved at sluge Johns beslutning om at tage af sted til Afghanistan, og langsomt fornemmer man, at de glider fra hinanden. Pludselig går der over to måneder mellem to af Savannahs breve, og da det endelig dukker op, er tragedien en realitet.

Kærligheden finder hjem
Men midt i dette mørke, og med krig buldrende omkring hovedet, lærer John noget om, hvad det vil sige at være trofast, holde ud, og elske sine medmennesker på trods af, hvem de er. Langsomt tilgiver han endda sin far, der har autisme, og som har været fraværende under hele Johns ungdom. Samtidig er slutningen på John og Savannahs forhold ret overraskende, og det gør faktisk filmen er smule spændende mod slutningen.

Selvom filmen vinder lidt til sidst, så er det altså en kedelig film. Den er langtrukken, søvndyssende og stereotyp. Med denne slags film er der minimum to reaktioner: Der er dem, der hader filmene og gyser over de kvalmende følelser, og der er dem, som frydes over romantikken og bliver varm i kinderne.

Denne film vil helt sikkert også dele vandene, men det er der ikke nogen grund til, for filmen er udpræget under niveau. Hele devisen med forhold-brud-forsøg på genetablering er kedelig, når den pakkes ind i en handling, der hverken er sjov eller rørende. Så bliver massen bare klistrende og klam.

Der mangler simpelthen en farve i filmen. Ikke fordi den er udpræget negativ eller positiv, men det er, som om melankolien tager overhånd, så den nærmest bliver dyster. Og det tjener i dette tilfælde ikke til noget positivt. Problemet er, at filmens forudsætning er de store følelser og deres virkning på vores liv; men samtidig giver filmen ikke tilstrækkelig plads til, at netop disse udfoldes. Dertil er den simpelthen klippet alt for holleywoodsk, og musikken er alt for - ja hollywoodsk.

Hvad der afsluttende tjener til filmens ære er, at der sættes en dagsorden op om, at kærligheden kan vælges til eller fra. At det at elske frem for alt er et valg. Det er der ikke mange instruktører, der tør sætte på spidsen. Det er bare ærgerligt, at Hallström ikke tør følge den til døren, men lader det kærlighedssyn drukne i netop modsætningen.

Nicholas Sparks-bøger på film.

---