Deadpool & Wolverine

Af: Thomas Sæderup
Et tiltrængt frikvarter med grove selvrefererende jokes, når superheltenes frække dreng går sammen med ham den seje, som egentligt var gået ud af skolen.

VENTIL TIL SUPERHELTEBALLONEN 

"Jeg er Marvel-Jesus" resonerer Deadpool i første akt af "Deadpool & Wolverine"- da han i filmens præmis når til den indsigt, at han – ud over at redde universet og alt det der sædvanlige – også må redde MCU – altså Marvel Cinematic Universe, som i de seneste år har haft flere betydelige fiaskoer siden deres storhedstid med kulminationen omkring Avengers: Infinity War (2018) og Avengers: Endgame (2019). Men er Deadpool her i sin tredje film virkelig den messias, som superheltefans har brug for?

Det har været et ivrigt debatteret, at MCU er blevet metaltræt, samt at hele superhelte-bølgen er ved at lægge sig efter flere fejlskud og dalende publikumsinteresse. På tide, vil mange nok mere. Men uanset, hvor man er på ’superhelte-mæthedsskalaen’ er "Deadpool & Wolverine" den helt store (og eneste) film fra Marvel i år, og det gør, at dens stemme på en eller anden måde fremstår mere betydningsfuld.

Det er også betydningsfuldt, fordi det er første film, der binder X-men sammen med MCU, og fordi det er første film lanceret i MCU-regi, der er R-rated. Ved billetlugerne har filmen nu indtaget førerpositionen som mest indbringende R-rated film nogensinde.

Et kærkomment teamup
For selvom der er noget nyt og friskt over "Deadpool & Wolverine", er meget stadig utrolig genkendeligt og trukket frem fra genbrugskassen – hvilket er tydeligt med titelkarakteren, da det i Logan (2017) blev gjort klart, at Hugh Jackman lagde adamantium-kløerne på hylden. Et teamup mellem de to karakterer har været et længe ventet eventyr i fankredse – og der leveres masser af gode gamle gensyn, men sat i en ny sammenhæng og med nye vinkler – som fx Wolverines karakteristiske gule dragt, som ellers kun er kendt fra tegneserierne.

Et nærmere resume kan næppe klares uden at afsløre de foregående film, eller at skulle forklare større elementer af MCU’s brug af tidslinjer i forskellige multiverser, hvor forskellige verdener sameksisterer.

Men altså - fra én af disse verdener finder Deadpool den mest usle version af Wolverine, og da de begge ønsker at redde henholdsvis sin verden eller sit renommé, forenes de i et gensidigt hadskabeligt forhold, hvor de må gennemgå både den ydre og indre kamp med deres karakterbrister. En klassisk superheltefortælling med de elementer vi efterhånden kender så godt.

Sagen med Deadpool er naturligvis bare, at alt er selvironisk og meta-fortalt med bemærkninger undervejs til publikum og jokes på genren og popkultur, i forening med en mere voldelig grafisk stil, der i kontekst med det øvrige MCU, er en del af morskaben.

Film der laver fis med film
Film har altid gjort grin med sig selv. Helt tilbage fra 1905 hvor "The Little Train Robbery" parodierede et af filmhistoriens første hits "The Great Train Robbery" og videre gennem bl.a. the Marx Brothers til flere af Leslie Nielsens film ("Høj pistolføring" m.fl.) og over 00’ernes blandede bølge af spoof-titler.

Så længe gode (og dårlige) film har indtaget landet, har der efterfølgende, som hofnarrens rolle i middelalderen, fulgt en satirisk røst, som ofte har bidraget til en vigtig og befriende ventil til det højstemte, selvhøjtidelige, seriøse og alvorlige. Subgenren er et pusterum, et frikvarter, en chance for at punktere nogle filmballoner og grine ad noget akkumuleret filmkunst.

Deadpool-karakteren er (efter manges mening) superheltenes mest gennemførte og vellykkede bud på en satirisering over egen genre, selvom der naturligvis har været udført gode parodier, fx "Super" eller "Kickass" (begge fra 2010). TV-serien "The Boys" leger også med punkteringen af superheltes forventede moralske rygrad, og forlyster sig med grov vold og grimt sprog. Også DCs TV-serie "Peacemaker" bruger komikken langt mere og giver et forfriskende pust i de til tider meget mørke universer.

Referencernes holdeplads
Deadpool (på film) er Disneys/Marvels eget bidrag på genren – eller det vil sige, at det oprindeligt var 20th Century Fox, hvor også X-men hørte under, som blev købt af Disney og dermed er kommet i stald med de øvrige Marvel-helte – i tegneseriens verden har han altid været under Marvel. Forvirret? Det er forståeligt nok. Sådanne forhold kommenteres også i filmen. Og ting, som måske har været ulogiske i universet, bliver her belyst og gjort til grin. Forløsende, for så blev det nævnt af ’skaberne’ selv.

"Deadpool & Wolverine" kræver, at man kender sine superheltereferencer. Hvor andre spoof-film mere universelt parodierer en tidsperiodes karakteristiske stemninger, setup og filmiske stilarter, er filmen mere konkret i sine referencer. Og det er ikke kun inden for filmens eget univers – såsom at frembringe glemte (og i sjældne tilfælde savnede) legendariske helte. Skellet mellem karakter og skuespiller brydes også ved at henvise til ekskærester og andre forhold, eller italesætte filmens egen klipning, intromelodi, brug af popmusik og så videre og så videre ...

Filmen spytter utalligt mange metareferencer ud omkring sig om samtidskultur, næsten til en grad, hvor den får svært ved at fortælle en egentlig historie imellem sine egne punkteringer og jagt på grin. For det er slagsiden af parodien: At det kan være svært at sige noget som helst oprigtigt og ærligt, når der konstant ironiseres over alt.

Et hjerte i galskaben
Der er heldigvis plads til et hjerte i fortællingen. Selvom Deadpool ikke kan forholde sig til at skulle redde verden, kan han forholde sig til det nære, hans udkårne og hans venner. For dem er det værd at kæmpe, at overvinde sig selv og stå op mod magtbegærlige skurke, som kun ønsker at destruere. Deadpool er ikke (uagtet hvad karakteren selv vil mene) en messias. Men de almene budskaber om at gå imod sine egne dæmoner for at redde venskab og yde retfærdighed er gode nok.

Og "Deadpool & Wolverine" bliver ikke kun en parodi, en spoof – den er med til at udrulle endnu et kapitel i Marvels superhelte-saga. Den viderebygger selvom den også nedbryder – det er interessant, at den kan begge dele.

Midt i sjov og grov action, mellem indforståede og platte jokes, er der plads til en hæderlig fortælling, men vigtigst er det nok, at vi endelig får lov at grine lidt af hele menageriet endnu engang. Dybere er det heller ikke.

---