Deadpool 2

Af: Christian Riis Jensen
Deadpool 2 indeholder en overflod af blod, lemlæstelse og vulgær humor. Det er mildt sagt ikke en film for alle.

DOBBELT SÅ VILD, GROTESK OG KLAM

Den første Deadpool-film tog verden med storm i 2016, og den blev hurtigt populær, da den var propfyldt med grotesk, vulgær og pjattet humor, samt blodige og vilde kampscener. I dette års efterfølger, får fans dobbelt så meget af alt det, de elskede fra den første.

Superhelt eller skurk?
Deadpool, spillet af Ryan Reynolds, gjorde i den første film grin med de kendte X-Men, - som de fleste kender pga. den lange filmserie med Hugh Jackman som Wolverine, - fordi han synes, de er duksedrenge, der portrætterer sig som helte, selvom de ikke tør tage de nødvendige midler i brug for at stoppe ondskab. Det gjorde, at man kom i tvivl om, hvor vidt Deadpool er en superhelt, superskurk eller midt imellem. Deadpool samler sin egen gruppe, X-force, som skal gøre, hvad der er rigtigt, på Deadpools måde. Her i efterfølgeren bliver Deadpool dog nødt til at gøre op med sig selv, hvilken påvirkning på verdenen han vil huskes for, når han engang ikke er her mere.

Den fjerde væg
Inden for film findes der et udtryk, der hedder "den fjerde væg". Det betyder, at der findes en usynlig væg mellem virkeligheden og filmens univers. Som hvis vi, der sidder i biografen eller hjemme i sofaen, kigger gennem et vindue på handlingen i filmen. Væggen bliver somme tider brudt, når begge verdener bliver blandet. F.eks. i House of Cards, når Kevin Spacey kigger ind i kameraet og taler til seeren, eller hvis en anden film, serie eller en skuespillers navn nævnes i filmens eller series dialog.

Det, som "Deadpool 2" gør, er, at den fuldstændig nedbryder den fjerde væg. Deadpool henvender sig fuldkommen hæmningsløst til seeren og den virkelige verden uden for film. Jeg vil nødig afsløre handlingen, men i den første Deadpool-film, snakker Deadpool f.eks. om den "utroligt flotte og velspillende skuespiller Ryan Reynolds", som selv spiller Deadpool, og han bruger en papirsmaske med Hugh Jackmans ansigt for at gøre nar ad karakteren Wolverine. Den her slags "brud på den fjerde væg" er intet i sammenligning med det, der foregår i efterfølgeren. Det er til tider som at sidde og se teater, fordi det virker som om, at det kun er et vindue, der adskiller en som seer fra handlingen. Filmen gør det på en yderst formidabel måde, og det virker fuldstændigt, som det skal.

The Passion of the Christ
Deadpool laver en sjov sammenligning med kultfilmen The Passion of the Christ, hvor han blærer sig med, at den første Deadpool-film i popularitet og anmelderkritik overgik "The Passion of the Christ". Det virker som en sammenligning ude af proportioner, men mængden af blod er faktisk, hvad de to film har mest til fælles.

"Deadpool 2" indeholder en overflod, hvis ikke en skamløs mængde blod og lemlæstelse. Filmen gør et stærkt forsøg på at få det til at have indholdsmæssig betydning, da det ofte foregår i sammenhæng med humor, så det ikke virker fuldstændig overdrevet. Men hvis man ikke kan holde til at se hæmningsløse mængder blod eller lemmer, der flyver igennem luften, skal man springe filmen over og holde sig til nogle af de andre mesterværker fra Marvel. Guardians of the Galaxy er et godt alternativ, da den indeholder nogenlunde samme mængde humor, dog med mindre mængde vold og blod.

Filmen er, som mange af de andre seneste Marvel film, utroligt vellavet på mange punkter. Så hvis man slår hjernen fra, glemmer filmens livssyn og verdensbillede og kan holde til mængderne af blod og vold, er filmen fremragende underholdning. Dog har filmen en tydelig mangel på åndelig opbyggelighed og etik og så groteske mængder vold og blod, at den strider imod et kristent livssyn. Jeg kan derfor ikke give filmen mere end 4 stjerner.

---