Deadpool

Af: Carsten Riis Jensen
En psykisk uligevægtig antihelt, i en ganske voldelig film, der parodierer sig selv og andre lignende superheltefilm.

ULIGEVÆGTIG ANTIHELT
Superhelten Deadpool er slet ikke en superhelt. Han er en antihelt, i stil med Hancock, spillet af Will Smith i 2008.

Deadpool er psykisk uligevægtig og ikke interesseret i at bruge sine kræfter på at redde menneskeheden. Men X-Men-gruppen prøver hele tiden at få ham med i deres "stald", og derfor møder vi i filmen også to X-Men-karakterer.

Bag masken og bag navnet Deadpool gemmer sig den unge, uligevægtige tidligere soldat, Wade Wilson. Han besidder en meget sort humor, og bruger sin tid på at slå på tæven for penge. Da han bliver kræftsyg, rekrutteres han af en organisation, som gennem voldsomme medicinske eksperimenter og hård tortur forsøger at gennemtvinge en mutant i ham (Deadpool hører som nævnt til i X-Men-universet af muterede superhelte). Mutationen lykkes, men dels gør den ham endnu mere uligevægtig, og dels skamferer den hele hans krop. Wilson skaber sig et alterego, Deadpool, og jagter nu manden bag den organisation, der ødelagde hans liv.

Så langt om det grundlæggende plot i filmen. Mere behøves der egentlig ikke siges om det. For det virkelig interessante i "Deadpool" er filmens genre: Vi har her at gøre med ikke bare en actionkomedie, men en selvironisk, selvparodierende actionkomedie med ganske barske voldscener.

Deadpool indleder selv filmen med at fortælle: "Denne film er en kærlighedshistorie" – men efterhånden som voldsscenerne tager til, og vi ser Wilson blive udsat for tortur for at gennemtvinge mutationen, siger han nu: "Det er ikke sandt. Det her er en gyserfilm!"

I "Deadpool" har man valgt, at hovedpersonen gentagne gange henvender sig til kameraet og taler til publikum. Denne måde at spille skuespil på kaldes "den fjerde væg". Normalt sætter man sig for at se en film, som beskriver en lukket verden, men i "Deadpool" og andre lignende film brydes væggen til publikum, og karaktererne henvender sig direkte til dem, der ser filmen. Fx da Deadpool skal til at tæske en fjende, kigger han på kameraet og siger: "Det her skal I ikke se," og så skubber han kameraet væk.

Samtidig er "Deadpool" en parodi på hele actionheltegenren. Skuespilleren - Ryan Reynolds - kalder sig selv ved sit skuespillernavn enkelte gange, og han nævner også flere kendte skuespillere. Man kan udtrykke det sådan, at filmen er sig bevidst, at den er en film - og det spiller den på hele vejen igennem.

I hele filmen veksles der i handlingen mellem sjov og parodieren - og så pludselig "brutal alvor". Straks man har fået grinet godt og grundigt, brydes morskaben af brutal vold. Det er en effekt og en filmgenre, vi kender fra bl.a. "Kick-Ass". Det giver et overraskelsesmoment, så man bestemt ikke keder sig. Samtidig minder den, hvad humoren angår, om Guardians of the Galaxy.

Det er tydeligt, at skuespillerne har fået lov til at give los - og at de nyder det. Der bliver ikke lagt fingre imellem, hverken verbalt eller fysisk.

Lad mig slutte med at gøre det helt klart, at filmen som sådan ikke har nogen morale eller noget egentligt tema. Det er actionkomedie, det er blodig vold, og det er sine steder ganske voldsomt. Altså bestemt ikke en film for børn. Kan man lide film som "Kick-Ass" og "Guardians of the Galaxy", og kan man lide denne filmgenre, som parodierer sig selv og er sig bevidst, at den er en film, så er den imidlertid værd at se.

---