Dead Man Walking

Af: Flemming Bo Larsen
Den virkelige historie om en nonne, der bliver sjælesørger for en voldtægtsmorder på dødsgangen.

En nonne og en voldtægtsmorder! Det er disse to diametrale modsætninger, der mødes i "Dead Man Walking", og filmen er en fortælling om, hvordan disse to mennesker bindes stærkt sammen i mødet med døden. Udtrykket "Dead Man Walking" stammer fra dødsgangene i USA, og det er, hvad fangevogterne råber, når den dømte føres mod sin henrettelse. Filmen behandler den virkelige historie om den katolske nonne Søster Helen Prejean (Susan Sarandon), der bliver sjælesørger for Matthew Poncelet (Sean Penn). Poncelet sidder på dødsgangen dømt for et bestialsk dobbelt voldtægtsmord, som han erkender han var involveret i, men benægter, at det var ham, der slog de unge ofre ihjel. Det står hurtigt klart, at der ikke er meget håb om benådning af Poncelet. Prejeans projekt bliver derfor at være til stede for en mand, der er fuld af had og frygt for døden, i hans sidste dage.

Prejean ser som den eneste på den forhadte Poncelet med menneskelige øjne og sætter sig for at hjælpe ham til at erkende sin skyld for på den måde at hele Poncelets hadefulde hjerte. Prejean må navigere, så godt hun kan, mellem en fængselspræst, som ikke bryder sig om, at hun tager en dødsdømt seriøst, ofrenes forældre, der ser med onde øjne på hende, fordi de mener hun tager Poncelets parti og Poncelets hadefulde, men alligevel skrøbelige sind. Igennem filmen bliver Søster Prejean fremstillet som noget nær det perfekte menneske på jorden. Det eneste, hun gør forkert i hele filmen, er, at hun på et tidspunkt bliver stoppet for at køre for stærkt. Dette er filmens svageste punkt, da det bliver svært at forholde sig til en så god og perfekt karakter. Om dette er tilsigtet fra instruktørens side, netop for at skabe en afstand til Prejeans væsen er svært at sige, men det skaber en tvetydighed om filmens egentlige budskab, da Prejean bliver en klar Kristusfigur i filmen.

Det mest interessante ved filmen er samtalerne mellem Søster Prejean og Poncelet, som spilles vidunderligt af Susan Sarandon og Sean Penn. Man kan føle Prejeans inderlige empati for sine medmennesker i Sarandons varme øjne, og Penn svinger mellem at udstråle uhyggeligt had og hjerteskærende ensomhed og frygt. Det er eminent skuespil af højeste klasse, som fortjent udløste en Oscar til Susan Sarandon, og det er fabelagtig personinstruktion af Tim Robbins.

Søster Prejeans sjælesorg for Poncelet udløser nogle vældig interessante samtaler om skyld, døden og håbet om et evigt liv efter døden, hvis man erkender sin skyld til Jesus. På den måde bliver filmen også et stærkt kristologisk vidnesbyrd om frelse og forløsning, hvilket for mig personligt er en klar force for filmen. Men samtidig kan den også føles en anelse ”prædikende” og anmassende, da budskabet er meget klart og præsenteres uden omsvøb.

Ofte kan en følelsesladet film som omhandler livets store spørgsmål som skyld, straf og død let bliver for omklamrende i længden. Men dette navigerer Tim Robbins elegant udenom og har dermed skabt netop en følelsesladet film af høj klasse om livets store spørgsmål, der sagtens kan udgøre det for søndagens anden prædiken!

---