De usynlige

Af: Henrik Højlund
Den norske films vigtigste tema handler om tilgivelse. Er der forbrydelser, som er utilgivelige? Eller gives der en ny chance?

"Dette er en kirke. Hvis ikke han skulle få en ny chance her, hvor så?" Sådan lyder en central replik i den norske film fra 2008, "De usynlige".

Filmens altoverskyggende tema findes deromkring et sted: Gives der en ny chance efter en utilgivelig forbrydelse? Er der forbrydelser, der er utilgivelige?

Filmen benytter sig af et velprøvet trick: Vi begynder et sted midt i historien. Tilskueren er relativt mystificeret, man aner kun visse ulykkessvangre begivenheder i hovedpersonens liv. Derefter rulles historien op bagfra stykke for stykke. Endda i to versioner, eller set med to modparters øjne. Til sidst samles historien – og modparterne – i en meget stærk finale.

Historien drejer sig kort fortalt om den unge Jan Thomas, som sammen med en kammerat forvolder et barns død. Jan Thomas kommer efter en del år ud af fængslet, nu med fremragende – og måske ikke helt troværdige – færdigheder som organist. Han får job ved en stor kirke i Oslo. Ved kirken er der en køn og sød kvindelig præst af den moderne slags, som på én og samme tid er markant religiøs i sin tro – Gud kommer let over læberne – og helt subjektiv og selektiv, når det drejer sig om moral. Det falder hende således ganske naturligt at hengive sig til organisten, så snart den spirende forelskelse mellem dem bliver til ord og berøring.

Lykken varer imidlertid ikke ved. Lykke er der som bekendt ikke meget fortællemæssigt drive i. Det er der derimod altid i ulykke. Ulykken bliver her, at Jan Thomas' forhistorie kommer for en dag. Den spirende kærlighed sættes på prøve. Men ikke kun kærligheden. Også de fine ord om forsoning og tilgivelse. Præstens mange ord om Gud viser sig vanskelige i virkelighedens verden.

Men historiens oprulning betyder også, at forbryderen for alvor stilles over for valget: Vil han denne gang stå ved hele skylden, eller viger han igen udenom? I en meget stærk scene, der hvor de to versioner af historien når sammen. Det hele fortættes i et brændende punkt, som handler om at bekende skyld og blive virkelig fri. Det smager af ordene fra Salme 32: "Da jeg tav, sygnede min krop hen… Min synd bekendte jeg for dig, jeg skjulte ikke min skyld". Associationen til Salme 32 er på sin plads, al den stund filmen har markante kristelige undertoner. Således er der f.eks. en central scene, hvor nadverens frisættende kraft holdes op mod tilråbet: "dit svin".

Man kan overveje, om filmen til syvende og sidst lader den kristne tro være det centrale moment i historiens tema om skyld og tilgivelse, eller om den tilgivelse og forsoning, der kommer ud af historien, leveres på rent menneskelige præmisser.

Temaet minder ikke så lidt om filmen Boy A. I "Boy A" spiller det trosmæssige dog ingen rolle. "Boy A" leverer derimod en historie, der på det psykologiske plan forekommer helt lydefri. "De usynlige" er måske knap så lydefri, men den kører dog historien stærkt hjem. Og det gør den ikke mindst i kraft af fuldstændig formidabelt spil af danske Trine Dyrholm. Sagt helt uden dansk chauvinisme. Der er for mig ingen tvivl om, at hun løfter dramaet betydeligt - og dermed hele historien.

---