De ti Bud

Af: Johannes Korsholm Poulsen
Storfilm med tusindvis af statister, fantastisk historiefortælling og budskab om, at kun den, som lægger sig ind under Guds vilje, er fri.

STORSLÅET FILM
Jeg var 11 år gammel, da jeg for første gang så Cecil B. DeMille’s "De ti Bud" på video.

Dengang var jeg fuldstændig overvældet over de spektakulære effekter og den brutale og smukke historie. DeMille’s fremstilling af f.eks. udgangen fra Egypten og den brændende tornebusk er blevet fremkaldt for mit indre øje, hver gang jeg siden hen har beskæftiget mig med Mosebøgerne i Bibelen.

Det var derfor med sommerfugle i maven, jeg for nylig satte den nye Collector’s Edtion- udgave af filmen i min dvd-afspiller for at anmelde den. For hvad nu, hvis det bare var min barndoms livlige fantasi, der gjorde filmen så fantastisk dengang? Sæt nu, jeg blev skuffet over effekterne, når jeg nu er vant til Ringenes Herre, War of the Worlds og andre moderne storfilm?

Heldigvis blev jeg ikke skuffet. "De ti Bud" er på alle måder en storslået film, også på det visuelle område! Skønt den havde premiere for første gang i 1956, er der stadig effekter og scener i filmen, som jeg ikke kan forstå, hvordan de har fået til at lykkes. Filmen følger Moses (spillet af Charlton Heston) fra han som helt spæd blev adopteret ved Faraos hof, og helt indtil han ser ind over det forjættede land, 120 år gammel. De første 30 år af Moses’ liv, som Bibelen stort set ikke omtaler, har DeMille hentet fra den jødiske historietradtion hos bl.a. Josephus. I det hele taget er det historiske forarbejde til filmen i særklasse, fra de historisk korrekte klædedragter til et besøg af Trojas konge Priamos’ udsending (fra Homers Illiade) ved Faraos hof. Hvis man er til oldtidshistorie, er der tonsvis af interessante ting at hente i filmen.

For at fylde historien om Moses ud, så den egner sig til det store lærred, har DeMille skabt en række fantastiske bipersoner, som hver især er med til at forme Moses’ karakter. Blandt de bedste kan nævnes den komplicerede, intrigante prinsesse Nefretiri (genialt spillet af Anne Baxter), som konstant spiller Farao og Moses ud mod hinanden. Netop Farao (Yul Brynner) er også værd at nævne. Hans indre kamp for at fastholde sit herredømme over verden, som senere bliver til hans forhærdelse, hæver ham langt over de fleste andre filmskurke fra den tid.

Stærkest i filmen er dog dens allestedsnærværende budskab, som DeMille skærer ud i armeret beton i sin indledning til filmen: Historien om, hvordan Gud gav Israel sine bud at leve efter, er historien om frihedens fødsel. Kun den, som lægger sit liv ind under Guds vilje, er for alvor fri fra tyranni og overherredømme i denne verden. Denne pointe behøver man ikke at tænke sig til, da DeMille gentagne gange udpensler den i voice-overs filmen igennem. Han aktualiserer historien ved at hentyde til ”den nuværende situation”, altså den kolde krig, som jo i høj grad var en kamp mellem frihed og tyranni. Denne moraliseren kan godt virke lidt irriterende på den (post)moderne filmelsker, men man vænner sig til det, og filmen er på alle måder anbefalelsesværdig, både som storslået underholdning og som bibelhistorie.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---