De kaldte hende Sarah

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Sarah og hendes familie er jøder og bliver i 1942 sammen med tusinder af andre jøder arresteret af det parisiske politi. Julia vil skrive om begivenhederne og laver research.

SANDHEDEN HAR EN PRIS
Da Tatiana de Rosnays bog Sarahs nøgle udkom for tre år siden, læste jeg (Anette) den og blev for første gang opmærksom på, at også i Frankrig måtte jøderne lide under krigens rædsler. Det er en god idé at se Beslutningen, inden man ser "De kaldte hende Sarah", som filmatiseringen af Rosnays bog hedder. I "Beslutningen" er det mere uddybet, hvad der skete den 16. juli 1942: Over 13.000 franske jøder blev frihedsberøvet og interneret på Vél d'Hiv lige uden for Paris, hvorfra de blev videredeporteret til midlertidige lejre og senere til Auschwitz. Alt foregik i samarbejde med den franske regering og med assistance fra det franske politi!

1942
Filmen åbner med, at Sarah og hendes bror pjatter i sengen. Der bliver banket på døren. Det er det franske politi, der kommer for at arrestere familien. Faren er ikke hjemme, og Sarah får i al hast sin bror gemt i et skab, som hun låser. Faren dukker op og kommer sammen med moren og Sarah til Vél d'Hiv. Sarah har lovet sin bror at låse ham ud igen og vil gerne aflevere nøglen til én, der kan komme ud fra Vél d'Hiv. Senere deporteres familien til en midlertidig lejr, hvor det lykkes Sarah at flygte fra.

2010
Journalisten Julia (Kristin Scott Thomas) vil gerne skrive noget om, hvad der skete 16. juli 1942 og videre frem. Julia er ikke i særlig god kommunikation med sin mand, Bertrand (Frédéric Pierrot), og da slet ikke med svigerfaren.  Bertrand er arkitekt, og han er ved at renovere sit barndomshjem, så han og Julia kan bo der. Julia finder ud af, at lejligheden tidligere har tilhørt jøder. Så går hun for alvor i gang med at lave research.

Filmen foregår dels i 1942 og lidt de følgende år, og dels i nutiden. Et sidetema, der fylder en del, er, at Julia skal tage stilling til, om hun vil have en abort. Hun bliver presset fra flere sider - især af Bertrand. Hun holder det hemmeligt for sin teenagedatter af frygt for hendes reaktion.

Svigerfaren har også holdt noget hemmeligt for sin familie. Han kender en forfærdelig historie fra 1942 om de dage, hvor han som dreng med sin familie flyttede ind i lejligheden i Paris. En historie, som Sarah har en central plads i. Julia borer videre og finder frem til sandheder, som hun ønsker, at alle skal få kendskab til. Da Bertrand spørger Julia, hvorfor hun vil skrive om 16. juli 1942, siger hun, at det er, fordi sandheden skal frem. Bertrand vil hellere være fri for at kende fortidens begivenheder, selv om de involverer hans familie. Men "sandheden skal frem, selv om det har en pris", siger Julia.

Tatiana de Rosnay siger om sin bog, at det er "en bog skrevet for at huske og ære de flere tusinde børn, der gik døden i møde 16. juli 1942 i Paris". Filmen argumenterer for, at vi ikke må lade fortidens begivenheder ligge, selv om de kan være ubehagelige. En af de unge på Julias arbejdsplads reagerer på Julias artikel ved forarget at sige: "Og så skete det lige for øjnene af almindelige franskmænd, uden at de greb ind." Hvortil Julia spørger: "Du ved måske, hvordan du ville have reageret?"

Det er en helstøbt film, som man opsluges af. Den fiktive historie sat ind i historisk kontekst virker overbevisende. Skuespillerne gør det eminent. De mange klip mellem 1942 og 2010 fungerer godt og er med til at sætte begivenhederne fra anden verdenskrig i perspektiv i forhold til vores egen tid.

I filmen taler personerne de "rigtige" sprog, så der er både fransk, engelsk og lidt tysk og italiensk. Der er et omfattende ekstramateriale, som skal roses for, at det er med danske undertekster.

---