De Gaulle

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Da tyskerne i 1940 trænger ind i Frankrig, er general de Gaulle uenig i regeringens linje om at bede om våbenhvile. Han opfordrer gennem radioudsendelser fra England til væbnet modstand.

TRO PÅ AT VÆBNET MODSTAND NYTTER 

Denne anmeldelse kommenterer filmens billede af generalen og politikeren Charles de Gaulle (Lambert Wilson) og hans betydning for væsentlige begivenheder i sommeren 1940, for det er det, filmen handler om. Men vi ved ikke nok om de faktiske forhold til at bedømme, om filmens billede af manden og begivenhederne er korrekte.

Familiemenneske og general
Filmen begynder med en øm scene fra Yvonne (Isabelle Carré) og Charles de Gaulles sovekammer. En stor del af formålet med filmen er nemlig at skildre de Gaulle som en kærlig ægtemand og far for to teenagere og efternøleren Anne, der er handicappet af Downs Syndrom. Denne side af filmen lykkes godt og kommer til at stå som en kontrast til hans engagement som højtstående officer og ret hurtigt også politiker og diplomat. Både hans og den øvrige families kærlige og omsorgsfulde forhold til Anne er rørende skildret. Vi ser, at han et par gange sætter sin vigtige indsats som politiker til side for at få nogle få timers samvær med familien. Med et par markante træk, ser vi, at familien er praktiserende katolikker.

De Gaulle havde en stor tillid til hæren og var drevet af en brændende fædrelandskærlighed. Han deltog aktivt i første verdenskrig og var i mellemkrigstiden ivrig fortaler for, at hæren skulle styrkes. Især argumenterede han for, at den skulle udrustes meget bedre med maskineri – det vil sige moderne våben, bedre transport- og kommunikationsmidler og flere nye fly. Han talte for døve ører. Da Tyskland angreb Frankrig, måtte han ret hurtigt erkende, at han politisk og militært hørte til et lille mindretal, der troede på, at modstand mod tyskerne ville nytte noget. De gamle officerer fra første verdenskrig og flertallet i regeringen mente, at man hurtigst muligt skulle bede om en våbenhvile og begynde forhandlinger om en fredsaftale.

Forhandlinger med London
I juni 1940 blev de Gaulle to gange sendt til London for at forhandle med Churchill om et samarbejde i krigen mod tyskerne. Det fik han ikke meget ud af. Englænderne havde så travlt med at forbedre deres forsvar, at de ikke havde mulighed for at sende tropper til Frankrig. Og i øvrigt havde de ofret så mange soldater i slaget ved Dunkirk i maj måned, at de havde levet op til deres status som allierede.

Fortalerne for at forhandle med Hitler vandt i regeringen og i militæret og de Gaulle måtte forlade sin stilling som forsvarschef og general. Han flygtede til London, hvor han begyndte at kæmpe med ord. I fransktalende programmer på BBC fik han ordet, og det benyttede han til at kalde de franskmænd sammen, der opholdt sig i Storbritannien. Resultatet var De Frie Franske Styrker. ”Det, vi befinder os i, er en verdenskrig”, sagde han. ”På et eller andet tidspunkt vil det lykkes at samle modstand nok mod Hitler, så vi kan slå ondskaben tilbage.” De Frie Franske Styrker deltog i afslutningen af krigen, og de Gaulles ønske om, at Frankrig skulle anerkendes som en del af de allieredes krigsindsats, lykkedes.

Dødsdømt og krigshelt
Vi følger også de Gaulles familie i disse dramatiske måneder. Og vi får glimt af de forfærdelige scener, der udspandt sig på vejene, hvor franskmænd flygtede mod syd foran den tyske hær. Disse scener mindede os om filmen Dengang i maj. ”De Gaulle” spiller ikke på det store drama eller spændende aktionscener. Den har mere præg af en dokumentar med rekonstruktion af begivenhederne. Det fungerer fint, men det betyder, at den mest henvender sig til folk med interesse for den politiske side af forholdene i Frankrig i krigens første måneder.

Når de Gaulle er interessant, skyldes det også begivenheder, som ikke er med i filmen. Under krigen blev han idømt dødsstraf for landsforræderi, men efter krigen blev han udråbt til krigshelt, og i tiden lige efter krigen var han i en overgang Frankrigs egentlige leder. Han forsøgte flere gange at komme ind i politik igen. Det lykkedes i 1958, og den 1. januar 1959 blev han indsat som Frankrigs præsident. Det var han i 10 år.

Filmen er kommet på dvd.

---