De forbandede år

Af: Ketty Dahl
En suveræn præstation af Jesper Christensen som far og værnemager under Danmarks besættelse. Det er en tankevækkende film, som dog vil forholde sig til for mange moralske dilemmaer.

DEN LILLE KRIG OG DEN STORE KRIG

De fem års besættelse af Danmark kaldes de fem forbandede år. I Anders Refns film "De forbandede år" forholder man sig kun til de første tre år af krigen, og filmen slutter i 1943 på en underlig abrupt måde, som om der lægges op til en fortsættelse.

Elektronikfabrikanten Karl Skov, spillet af Jesper Christensen, kommer i knibe, da tyskerne besætter Danmark. På grund af besættelsen kan han ikke længere eksportere til England, og - om end noget modvilligt - går han med til at samarbejde med tyskerne. Skov er i store økonomiske vanskeligheder, og samarbejdet kan betyde redning for fabrikken, for Skov og hans familie samt for de mange ansatte.

Samtidig med den "store krig", der omkranser familien Skov, får vi indblik i "den lille krig" internt i familien, som er præget af store indbyrdes forskelligheder og uenigheder. Den ældste søn Michael går ind i Frikorps Danmark og kæmper på tyske side. Den næstældste søn Aksel involveres i kommunisternes modstandsbevægelse. Sønnen Knud har kun jazz i hovedet og prøver at undgå at tage stilling til politik, mens datteren Helene forelsker sig i en tysk soldat. Hustruen Eva, spillet af Bodil Jørgensen, er imod sin mands samarbejde med tyskerne og taler både ham og flere af børnene imod. Alt i alt er der lagt op til det helt store familiedrama midt i det drama, som Danmark befinder sig i.

Jesper Christensen bærer filmen suverænt
Jesper Christensen spiller fuldstændig eminent som fabrikant Skov. Han er troværdig i sit skuespil, samtidig bliver han et klasseeksempel på dobbeltmoral, total naivitet og natteblindhed over for det mørke, som tyskerne spreder. Han tror simpelthen ikke på, at det kan være så slemt. "Det går nok alt sammen" synes at være hans valgsprog. Han vil egentlig det gode, men bliver mere og mere fedtet ind i det onde, uden at han ser, hvad der sker omkring ham. Idealisme er ikke hans bord. Pragmatisme er mere hans gebet. Man fristes til at citere Paulus: Det gode som jeg vil, gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, gør jeg.

Hele familiesituationen virker som en betændt byld, der truer med at lade materien flyde ud over kaffebordet.  Da Aksel involveres i modstandsbevægelsen, ser Skov det som en trussel mod både firmaet og familien. Da Michael går ind i Frikorps Danmark, er det, som om Skov kun ser sønnen og ikke den tyske uniform og det, den repræsenterer. Da Aksel gør en pige gravid og ikke ønsker barnet, er Skov garant for, at "finde en passende udvej" og en lyssky læge, der kan ordne den sag. Der er meget, man kan betale sig fra ... Helt grotesk bliver det, da Aksel - efter at have sørget for, at barnet bliver slået ihjel - i en samtale med kommunisten Svend udtaler: "Det må være forfærdeligt at slå et andet menneske ihjel!" uden at kunne se sin egen dobbeltmoral i det spørgsmål.

Mange moralske dilemmaer
Jødeforfølgelsen og arrestationen af de danske kommunister kommer også med i handlingen og er med til at illustrere, at Skov hver gang tror, at det hele nok ordner sig, når bare man tror på det og har de rette forbindelser. Efterhånden må han hovedrystende sande, at tyskerne har andre dagsordener, uden at han tilsyneladende bliver klogere af det. Det er som om, han bare ryster sandheden af sig, for han ønsker ikke at se sandheden og dermed sin egen rolle. Der skal betales en pris for at tage stilling, men Skov glemmer, at det skal der også for ikke at gøre det! Dansk erhvervsliv, politikerne og dansk politi viser sig ikke fra deres pæneste side i denne film, og de etiske dilemmaer står i kø og er lige ved at falde over hinanden, mens dobbeltmoralen, blind naivitet og grådighed lugter fælt. Der er meget under besættelsen, som danskerne ikke har grund til at være stolte af.

Som sagt er Jesper Christensen i sit es i denne rolle - hans fugede ansigt med den levende mimik gør sig fantastisk. Han kan sige meget, selv når han ikke siger noget. Til gengæld er der flere episoder i filmen, hvor skuespillet virker dilettantisk og replikkerne ja - replikagtige, hvilket er med til at trække den kunstneriske kvalitet ned.

En tankevækkende film, der nok kan vække til debat, men som i lange stræk ikke helt når ind under huden. Måske fordi den vil forholde sig til så mange moralske dilemmaer, at man ikke kan nå at komme til bunds i dem alle og slet ikke i alle personer, disse dilemmaer involverer. Men se filmen, se besættelsen fra en vinkel, der ikke så ofte belyses, og se den ikke mindst for Jesper Christensens præstation som far ... og værnemager.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---