Days of Heaven/Himlen på jorden

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Filminstruktøren Malick har lavet en bemærkelsesværdig film med gammeltestamentlige undertoner. En stille, men stærk film om blandt andet løgn og jalousi.

Terrence Malicks "Himlen på jorden" er, som de øvrige af hans film, en film hvis billedmæssige skønhed er så øm og så ægte, at man kan genkende landskaber, man aldrig har set. Og den genkendelse hos seeren har Malick i alle sine fire film ("Badlands", Den tynde røde linie, The New World) brugt til at fortælle historier, hvis centrum ikke har været det klare plot, men den bevægelse eller følelse, den bragte med sig. Filmskaberen Malick, som i filmhistorien står som en underlig snegl, med få film over mange år, har ikke uden grund derfor fået et vist vanskeligt ry. Hans film kan ligne fine postkort sat sammen til musik, og meget er usagt. Ikke desto mindre formår Malick som få at beskrive følelser, stemninger og oplevelser på en vældig bevægende måde. Der er en stille grundighed i Malicks kamera, der observerer respektfuldt, og man kan overraskes af den stoflighed, han fremdrager i noget så flygtigt som følelser og fornemmelser.

Malick har i årenes løb været lidt af et mysterium for mange filmelskere. Manden lader sig aldrig interviewe, kun sjældent fotografere, og hans filmiske værker er meget bemærkelsesværdige. På en særlig måde træder Malicks kristne udgangspunkt ofte frem – således også i "Himlen på jorden", som er en fortælling med gammeltestamentlige undertoner.

Filmen tager sin begyndelse før første verdenskrig. Uden for Chicago kommer Bill (Richard Gere) til at dræbe sin sjakbajds på stålvalseværket. Han tager flugten på et tog med sin søster Linda (Linda Manz) og sin kæreste Abby (Brooke Adams). De tre havner i Texas, hvor de ved høstens begyndelse får sæsonarbejde hos en rig bonde (Sam Shepard). For at undgå problemer fortæller Bill alle, at Abby er hans søster, og han indlader sig gerne i en slåskamp med enhver, der påstår at mene anderledes.

Men bonden forelsker sig i Abby og beder hende om at blive hos sig efter høsten. Samtidig erfarer Bill, at bonden kun har et år tilbage at leve i, og han foreslår, at Abby lader sig gifte med bonden, så de to efter hans død vil have penge nok. Da bonden og Abby gifter sig, rejser Bill væk med et cirkus, og efter et år med idel lykke på farmen vender han tilbage. Alle de undertrykte følelser eksploderer, mens høsten trues af græshopper, ild, mord og tab.

Malicks historie har lige del Egyptens plager og Abraham og Sara, der også lod, som om de var bror og søster. Og på den baggrund foldes tragedien langsomt, men sikkert ud. Det er lillesøsteren Linda, der fortæller os historien. Meget mere gammelklog, end hun burde være, beretter hun tørt om de begivenheder, der lod hende tilbage. Det er langsomt tragisk, og sjældent har en film om løgn og jalousi været så hjertegribende uden at overtræde de grænser, vi godt kender. For netop fordi det er en ung pige, der fortæller historien, følger vi også langsomt barnets overgang til voksenalderen og den forrådte uskyldighed, der bliver til den der tørre eftertanke. Det er i sig selv vældig stærkt og stille gjort.

En genert mesterinstruktør handler om Terrence Malick.

---