David and Goliath

Af: Carsten Riis Jensen
Historien om David og Goliat fortælles i en teknisk og skuespillermæssigt ringe produktion. Undgå denne film og brug hellere tid på andre og langt bedre bibelhistoriske film.

TYPISKE AMATØRFILM
Måske har du selv prøvet at lave små novellefilm, fx i gymnasiet eller folkeskolen. Det er altid tydeligt at se, når en film er lavet på den måde, af amatører, og med begrænsede tekniske muligheder. Skuespillerne er mest fokuserede på at huske deres sætninger udenad, og derfor er det så som så med den personlige indlevelse og realisme. Farverne i filmen er præget af det kamera, den er optaget med, fordi der ikke er tid og mulighed for at colorgrade, som man gør i professionelt producerede film. Og filmens billedhastighed, altså antal frames pr sekund, gør ofte at amatørfilm ser ud, som om billederne "hakker".

Melodramatiske filistre
Sådan er det i amatørfilm. Og sådan er det i filmen "David and Goliath", som ellers skulle være alt andet end en amatørproduktion. Føj dertil, at rigtig mange scener - især dem, der fokuserer på jødernes fjender, filistrene - mest af alt ligner noget fra gamle dages stumfilm, hvor billedhastigheden er sat yderligere op og medvirker til, at scenerne virker komiske og slapstick-agtige. Samtidig optræder filistrene melodramatiske og overdrevet. Det er helt uforståeligt, at en så stor produktion er blevet så ringe.

Lad mig nævne en ting mere: De har åbenbart ikke haft råd til særligt mange heste, for i flere scener er det helt tydeligt, at det er den samme hest, der går frem og tilbage foran kameraet, for at give indtrykket af, at der er mange heste til stede.

Bibeltro?
Og mest frustrerende for mig, som kristen filmseer, er, at baggrunden for filmen oprindeligt var, at man ville lave en bibeltro film. Altså en film der - i modsætning til Noa og Exodus: Gods and Kings, forholdt sig tro mod det bibelske forlæg. Det var tanken, men det er simpelthen til at blive helt flov over at se det færdige resultatet. Dialogen mellem skuespillerne er amatøragtige og utroværdige; colorgrading og kameraarbejde er forfærdelig dårlig; og scenerne med filistrene ligner stumfilms-slapstick.

Lad mig nævne en sidste udfordring med denne film: Instruktøren Tim Chey har udtalt, at for ham er film ikke andet end en "beholder for en prædiken". Med andre ord: Han ønsker først og fremmest at prædike, ikke at fortælle en historie.

Og her har vi naturligvis den største udfordring, som også genkendes fra andre lignende "kristne filmproduktioner": Hvis man har som mål at prædike i stedet for at fortælle en historie, så indgår man så mange filmiske og produktionsmæssige kompromiser, at det, man står tilbage med, er en film, som kun kan nydes af den, som gerne lader sig prædike til – og som ikke har noget imod, at en films filmiske kvaliteter af samme grund er helt i bund.

Undgå denne film, og se i stedet enten TV-filmen "The Bible: David" (1997) eller afsnittet om David i kæmpeproduktionen The Bible (2013).

---