Darkest Hour

Af: Ketty Dahl
Af: 03
En tankevækkende og stærk film om Churchill, der fik verdenshistorisk betydning, og som vidste, at man aldrig nogensinde må række Fanden en lillefinger.

CHURCHILL – EN HELTEFIGUR

Vi har brug for helte og stærke forbilleder. Mennesker, der står op imod det onde og taler højlydt imod, også selv om hele verden omkring én brænder og vender sig imod én. En sådan helt var Winston Churchill. Den gamle lidt smågnavne, korpulente mand med bowlerhatten, cigaren og V-tegnet for victory. Filmen ”Darkest Hour” tegner et spændende og varmt portræt af denne bulldog af en premierminister, og den gør det fint. Man er med hele vejen igennem og er tryllebundet af de tunge beslutninger, som hviler på et menneske med magt.

En tung byrde og politisk spin
Winston udpeges i maj 1940 til premierminister, da det engelske parlament forlanger den daværende premierminister Neville Chamberlains afgang, efter hans fejlslagne og naive forhandlinger med Hitler. Winston udpeges, ikke fordi det er ham, regeringen helst vil have, for de fleste kan ikke fordrage ham, men fordi han er det eneste kompromis, som regeringen og oppositionen kan blive enige om. Og så står Churchill ellers med de tunge beslutninger i en fase, hvor 300.000 britiske soldater er fanget på det europæiske fastland og trængt helt ud til kysten ved Dunkerque.

Særligt spændende beskrevet er forholdet mellem Churchill og hans kone Clemmie, som i den grad var kvinden bag manden. Spændende er ligeledes forholdet mellem den britiske konge George IV og Churchill, som udvikler sig til et venskab, om end deres møde med hinanden starter temmelig akavet. Filmen beskriver til min overraskelse også Churchill som et menneske, der ikke var så stålsat hele vejen igennem, som jeg troede. En mand, der til tider tvivlede på egne beslutninger under det hårde pres, han blev udsat for, ikke mindst fra egne partifæller. Regeringen ønsker, han skal fortsætte Chamberlains bløde linje og være fredssøgende og forhandlingsparat, men undervejs går det op for Churchill, at man ikke kan gå på kompromis, når det gælder sandt og falsk, krig og fred. Man kan ikke forhandle med ondskaben, man kan ikke gå i dialog med diktatorer. For nok kan det koste én livet at kæmpe for det, man tror er sandt, men alternativet er værre, nemlig at løgnen og ondskaben får magten over én, og det er værre end døden.

Bøs, bister og blink i øjet
Gary Oldman, der spiller Churchill, er sminket til ukendelighed, så hans lighed med Churchill er meget stor, og han spiller fantastisk. Han får fremstillet én på én gang aparte original, hvilket det også siges, at Churchill var, men får også hans humor, lune og selvironi frem. Ligeledes skildres hans rappe replikker og vid, og ikke mindst hans oratoriske evner til at give den britiske befolkning troen på sejren. Men Churchills meget menneskelige sider med tvivl og vaklen vises også. Af og til så meget, at han næsten virker lidt vattet nogle gange, hvilket ikke helt var det billede, jeg havde dannet af Churchill. Men måske er billedet sandt, for det var unægteligt næsten umenneskelige beslutninger, han blev kastet ud i for at redde Storbritanien (og Europa), mens USA i starten bare så til fra neutralitetens sikre grund. Hvem ville ikke vakle under et sådant pres? Alligevel synes jeg, at hans vaklen betones for meget i filmen.

Aldrig, aldrig, aldrig, never, never, never
Flere kommentatorer har været ude at sige, at filmen kan opfattes som en kommentar til Brexit, hvor England nu igen må gå enegang og stå fast i en politisk svær tid. Der skal ikke gisnes her, om instruktøren har haft den slags ”bagtanker” med filmen, men det er i hvert fald en tankevækkende og stærk film om et menneske, der fik verdenshistorisk betydning, og som vidste, at man aldrig nogensinde må række Fanden en lillefinger.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---