Danmarks sønner

Af: Jørgen Hedager Nielsen
I Københavns nære fremtid står indvandreren Malik mellem to ekstreme yderfløje, der ønsker alle indvandrere ud af landet. Som en skildring af fjendebilleder er filmen nærmest genial.

SÅDAN LAVER MAN TERRORISTER

Af en debutfilm at være er der rigtig mange gode tanker bag "Danmarks sønner". Men filmen har også sine svagheder. Selve handlingen er ikke troværdig. Man fornemmer, at den foregår engang om nogle år, men det fremgår ikke af filmen hvornår. Åbningsscenen er markeringen af etårsdagen for en terrorbombe på Nørreport i København. Vi får også et flashback til scenen med eksplosionen, så vi forstår, hvorfor en af filmens personer i slutningen handler, som han gør.

Krig mellem terrorister
Set som en politisk film fejler den på flere måder. Martin Nordahl (Rasmus Bjerg) står i spidsen for et nationalistisk parti, der vi have alle indvandrere ud af Danmark. Det gør han med en retorik, der er en overdreven parodi på aktuelle nationalistiske partier. Meningsmålingerne tyder på, at han får så stor opbakning ved det forestående folketingsvalg, at han spadserer direkte ind i statsministeriet.

Den nynazistiske gruppe Danmarks sønner hvæsser knivene og smører pistolerne, så de kan indlede en direkte krig mod indvandrerne. I første omgang bruger de grisehoveder og Martin Nordals slogans malet med blod på indvandrernes boliger. Nogle af de mere ekstreme indvandrere samles i moskeens lokaler for at planlægge reaktioner på Danmarks sønners racistiske provokationer. Det er reaktioner, der også indebærer mord.

Skræmmende fjendebilleder
Filmens gennemgående hovedperson er indvandreren Malik (Zaki Youssef). Jeg kan ikke sige ret meget om hans rolle uden at røbe for meget af handlingen. Han kommer til at stå mellem de to ekstreme yderfløje. Gennem ham møder vi det, jeg oplever som filmens grundlæggende dilemma: Kan man overhovedet forestille sig, at fløjene på nogen måder kan forsones? Har nogen af dem ret? Set som en skildring af mekanismen i fjendebilleder, er filmen nærmest genial. Den giver en let forståelig opskrift på, hvordan terrorister skabes.

Filmen viser tydeligt, hvordan sproget kan bruges til at dæmonisere dem, man opfatter som fjenden. Og det gælder på begge fløje. Både når det gælder de højreradikale og de ekstremistiske indvandrere, har man lyst til at råbe til dem: "Kan I da ikke selv høre, hvor forkert I beskriver de andre?" Den ene gruppe taler, som om terroristerne repræsenterer alle indvandrere, og den anden gruppe taler, som om Danmarks sønner repræsenterer alle danskere.

Ingen religion
Religion spiller ingen tydelig rolle for nogen af fløjene. Man fornemmer, at indvandrerne samles i en moske, men der argumenteres ikke på noget tidspunkt religiøst. Heller ikke Martin Nordahl henviser til religiøse værdier eller religiøse trusler.

Der er hyggelige åndehuller, hvor vi møder hovedpersonernes familier, men grundlæggende er det en dyster omgang uden ret mange lyspunkter. Skuespillerne gør det rigtig godt, og fotograferingen er hæderlig.

Af en eller anden grund har man valgt Lacrimosa-satsen fra Mozarts Requiem som gennemgående lydside. Det er storladen, smuk og håbefuld kormusik, men altså også en del af en dødsmesse. Lacrimosa betyder "store dag, du kummerfulde". I øvrigt er lydsiden ret diskret.

Jeg må indrømme, at en del af dialogen smuttede for mig. Der bliver ikke talt tydeligt. I den forbindelse er det en fordel, at rigtig meget af dialogen foregår på indvandrernes modersmål, for den er tekstet. Hvis ikke danske instruktører snart begynder at kræve mere tydelig udtale fra danske skuespillere, må vi bede om, at de også tekstes.

Kan ses på blockbuster.dk.

---