Dad

Af: Carsten Riis Jensen
En behagelig film om forholdet mellem generationerne. Selv om både Jack Lemmon og Ted Danson medvirker, bliver det ikke en stor film.

Når man har produceret den enorme tv-succes "Blomsterbørns Børn", så er der visse døre, der åbner sig. Det gjorde de for instruktøren Gary David Goldberg, som med "Dad" fra 1989 fik sin debut som filminstruktør. Og har man set "Blomsterbørns Børn", og kender til de problemstillinger, serien arbejder med, omkring familieliv, opdragelse og ægteskab, så er man godt rustet til at se "Dad".

Filmen er på mange måder behagelig og "hyggelig" at se på, også selv om den i skrivende stund er 21 år gammel. Der er en lang række kendte skuespillere med, og især filmens hovedperson, Jake, som spilles af Jack Lemmon (fra "Gnavne gamle mænd"), gør det rigtig godt i rollen som den aldrende, indelukkede ægtemand, som i mange år har levet i en indre drømmeverden på grund af sin hustrus næsten tyranniske styring af deres ægteskab. Det er altid sin sag at spille gammel, men at spille både senil, borderline og forskræmt gammel mand er en ganske imponerende indsats.

Det primære tema i filmen er forholdet mellem generationerne. Hvad går i arv, fra bedstefar til far til barnebarn? Hvilke adfærdsmønstre går igen, og hvordan kan tre generationerne finde hinanden midt i det hele? Man er sådan set ikke i tvivl om, hvordan filmen ender – og at den er nødt til at ende med et dødsfald, sådan at de implicerede derigennem kan opdage hvor meget de har brug for hinanden, og hvor vigtigt det er at holde sammen.

Personligt har jeg det svært med at se Ted Danson i denne "seriøse" rolle. Han er kendt fra rollerne i "Sams Bar", "Tre mand og en lille baby" og "Made in America". Ikke ligefrem meget seriøse roller. Men der er dog scener i filmen, som er ganske er rørende, og hvor Ted Danson med sit lidt stive ansigt dog formår at få en lille tåre frem hos tilskueren. Især da han på hospitalet, hvor faderen er indlagt, kravler op og lægger sig ved siden af ham og krammer ham.

Det måske mest interessante indspark i filmen er opgøret med den gældende medicinindustri og lægestandens ofte overfladiske, lidt mekaniske behandling af syge mennesker. Jakes søn, John (Ted Danson), gør oprør imod dette og kræver at passe sin far selv. Det går ikke helt, som han havde håbet, og sygehuset vælger derfor at finde en anden, mere "humanistisk"/nærværende læge, som kan tilse faren og være kontaktperson til sønnen.

"Dad" er ikke en stor film. Heller ikke selv om den er produceret af Steven Spielberg. Man får et par gange en lille tåre i øjnene. Filmen er forholdsvist hurtigt glemt igen. Der er lavet andre film, der langt bedre præsenterer problemstillingerne omkring generationerne og det svære familieliv og de ofte nødvendige opgør.

Filmen kan give anledning til en snak, hen over kaffekopperne, om hvad der er gået i arv fra ens forældre og bedsteforældre, og hvilke af disse ting der er gode/dårlige.

Af andre "tankevækkende" film om familielivet og generationerne, vil jeg nævne Big Fish, Little Miss Sunshine og Nu eller aldrig.

---