Da Vinci Mysteriet

Af: Henrik Højlund
Jesus-historien erstattes af en historie om Jesu ægteskab med Maria Magdalene krydret med hemmelige ordener, kirkemøder, krige m.m.

Da Vinci-hysteriet er over os. Den pr-mæssigt voldsomt lancerede film "Da Vinci Mysteriet" går nu sin sejrsgang verden over.

Eller sejrsgang? Det skal vise sig. Men lur mig, om ikke succesen er hjemme på forhånd. Med 40 millioner læsere af bogen må filmen have et kæmpe seerpotentiale.

Hvordan er den så, filmen? Jeg synes egentlig, den er bedre end Dan Browns bog. Bogen er efter min mening en ret tynd kop te. Hatten af for Gyldendal, som i sin tid bestemte sig for ikke at oversætte den. (I dag bider de sikkert negle over den tabte fortjeneste).

Hellere filmen
Bevares, bogen har da en vis underholdningsværdi, men historien er – alene som fortælling – ret klichéagtig og overkonstrueret. Men man kan måske sige, at der lige akkurat er stof i bogen til de 2½ time, filmen varer. Jeg ville nok alligevel helst have set filmen uden at have læst bogen. Så tror jeg, spændingsværdien (som er stort set den eneste værdi, jeg kan finde i bogen) kunne have holdt hele vejen.

Derudover følger filmen bogen ganske trofast, og det betyder, at bogens svagheder også er filmens. Og de er – ud over de nævnte – at hele plottet simpelthen er for langt ude. Det skær af afsæt i virkelige historiske hændelser, som bog og film har, redder ikke fornemmelsen af en indtil det komiske, kulørt historie - jagten på den hellige gral, som afslører, at hele Jesus-historien må erstattes af en historie om Jesu ægteskab med Maria Magdalene og disses efterkommere. Jo tak, og min bedstemors hund er også niende reinkarnation af Napoleons svigersøn.

Oven i købet er alt sammen garneret med såkaldt historiske oplysninger om hemmelige ordener, kirkemøder, krige og andet, som næsten fra ende til anden er rent opdigtet vrøvl.

I bogen omtales disse indledningsvis som fakta. Hvilket kun gør det hele endnu værre.

Det er irriterende
Fantasifuldt opspind har vi levet længe med, både i litteraturen og på filmlærredet. Det kan være en smule plagsomt. Værre er det, når det gives karakter af fakta. I dét stykke synes jeg faktisk, filmen gør sig lidt bedre. Den hverken indleder eller afslutter med en dum rulletekst om, at dette og hint i filmen virkelig har fundet sted. Filmen har faktisk her og der rettet visse ekstremt vildledende "oplysninger" i bogen.

Det betyder, at filmen vel alt i alt er mere "uskyldig" end bogen, fordi den egentlig ikke lader hele historien fremstå som andet end det, den er: Ren fantasi. Men det er klart, at så længe verden vil bedrages, skal denne film såmænd også nok sætte griller i hovedet på folk med hensyn til de enkleste fakta om Jesus og kirken. Og det er da ret irriterende at skulle i gang med endnu en gang oprydningsarbejde.

Men måske skulle man bare tage det som en anledning til at få sagt noget om, hvor historisk velfunderet den gode, gamle historie om Jesus egentlig er. Dertil kan man i øvrigt finde stor hjælp Oskar Skarsaunes fremragende bog "Den ukendte Jesus".

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 22/2006

---