Da Hitler stjal den lyserøde kanin

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En jødisk familie måtte i 1933 flygte fra Berlin. Først til Zürich, derefter til Paris og sidst til London. Det er en filmatisering af Judith Kerrs selvbiografiske roman, hvor flugten fortælles set fra et barns synsvinkel.

AT FINDE ET HJEM I DET FREMMEDE 

Den 9-årige Anna (Riva Krymalowski) og den 11-årige Max (Marinus Hohmann) er til karneval i et velhaverkvarter i Berlin i januar 1933. Det er festligt, indtil tre fyre fra Hitler-jugend ankommer for at spolere festen. Så er scenen sat. Anna og Max er søskende. Deres forældre er den berømte teateranmelder og forfatter Arthur Kemper (Oliver Masucci), og deres mor er Dorothea (Carla Juri), der er pianist og komponist. Familien er jødisk, og det bliver hurtigt et problem, for hvis Hitler vinder det nært forestående valg, vil han hurtigt gå efter jøderne og især folk som Arthur, der er socialist og ihærdigt har kritiseret nazismen.

Flugt igen og igen
Familiens første flugt går til Zürich, hvor de ikke rigtig passer ind. De må lære den underlige form for tysk, som tales der, og der er mange fremmede skikke. Arthur kan ikke få arbejde, for schweizerne er nervøse for, at deres neutralitet bliver truet, hvis de er for venlige over for de mange jødiske flygtninge.

Da børnene så småt er ved at falde til, slipper pengene op, og familien flygter videre til Paris, hvor de håber, at Arthur kan få arbejde på en af de jødiske aviser. I Paris er holdningen til jøderne ret negativ. Det mærker de blandt andet i den billige opgang, hvor de bor. Nu må børnene igen i gang med at lære et nyt sprog og forsøge at indrette sig efter helt andre traditioner. Men heller ikke i Paris er der mulighed for, at Arthur kan tjene til livets ophold. Han skriver et manuskript om Napoleons barndom, som bliver antaget af en udgiver i London. De bliver klar over, at fremtiden er i England, så efter et år i Paris, hvor børnene når at falde til, lære fransk og få kammerater, går turen videre. Filmen slutter, mens Englands kyst dukker op i horisonten. På det tidspunkt er vi nået frem til 1935.

Som Anna ser det
"Da Hitler stjal den lyserøde kanin" er en filmatisering af den selvbiografiske bestseller af samme navn, skrevet af den tyskfødte forfatter Judith Kerr i 1971. Filmen er meget tro mod bogen, som meget konsekvent er fortalt fra Annas synsvinkel. Romanen er baseret på forfatterens erindringer og bygger altså på virkelige begivenheder.

Da familien skulle flygte fra Berlin, måtte de ikke tage ret meget med. Anna fik besked på kun at tage ét af sine tøjdyr med. Hun valgte bamsen og måtte derfor efterlade den lyserøde kanin. Nazisterne ryddede senere hjemmet for alt - også den lyserøde kanin. I Annas hoved var det Hitler, der stjal deres møbler og det hele. Deraf titlen. Meget af det, der ramte familien, skildres gennem Annas opfattelse af det. Derfor får vi også begivenhederne beskrevet på en lidt indirekte måde. Det sker på en fin måde, og det gør, at de forfærdelige ændringer af Tyskland kommer til at ske lidt i baggrunden, og vi får mulighed for at opleve det hele set fra børnenes perspektiv. Anna er en klog og forstandig pige, så hun gennemskuer ofte de voksnes forsøg på at bortforklare det værste, men vi fornemmer tydeligt, hvad der ligger bag den ret positive facade.

En familiefilm - måske
Til trods for de traumatiske begivenheder er der meget humor og feel-good-stemning. Alle skuespillerne gør det godt, men især var det godt at stifte bekendtskab med den utroligt charmerende og indtagende Anna. Handlingen giver mange muligheder for at skabe drama og spænding, men det er der lagt en stærk dæmper på. Alt beskrives stille og afdæmpet. Der spilles aldrig på det sentimentale, men vi er ikke i tvivl om, at den lille familie havde et par meget svære år. Der er også flettet en del konkrete oplysninger om de historiske begivenheder ind undervejs, men det sker på en måde, så de ikke stjæler billedet.

Filmen præsenteres ikke som en familiefilm. Som voksne havde vi en god oplevelse ved at se den uden børn. Vi er lidt usikre på, om større børn kan blive fanget af den. Har de ikke tålmodighed til at identificere sig med Anna og Max, bliver det nok svært for dem at koncentrere sig. Hvis de ser den sammen med voksne, kan de hjælpes godt på vej. Der er ingen vold eller andre ting, som ikke hører til i en film for børn, så censuren på 7 år er helt i orden.

Baggrunden for familiens flugt er antisemitismen, men der er en række generelle vilkår for en familie på flugt, så filmen kan hjælpe os til at forstå andre familier på flugt - også i vores tid. Og det er jo desværre meget aktuelt.

Filmen er kommet på dvd.

---