Cyrus

Af: Per Breindahl
Fraskilte John tumler gennem tilværelsen, da han møder Molly. Men Molly har ikke fortalt, at hun deler hus med sønnen Cyrus, der ikke har tænkt sig at dele moren med en anden mand.

"Cyrus" er lidt som at se ind gennem et nøglehul: Få lov til at kigge med på tre menneskers forsøg på at finde ud af en hverdag sammen. Jeg gætter på, at der vil være en del familier, der vil kunne nikke genkendende til meget i det finurlige lille hverdagsdrama, der rulles op i "Cyrus".

John (John C. Reilly) er fraskilt, men har så svært ved at finde ud af tilværelsen, at hans tidligere hustru beslutter sig for at hjælpe ham videre ved at slæbe ham med til nogle fester og introducere ham for andre kvinder. Under en af disse fester møder han Molly (Marisa Tomei). De falder straks for hinanden. Men var det alt, blev filmen kun en kortfilm.

Det viser sig, at Molly har en hemmelighed: Sønnen Cyrus (Jonah Hill) er aldrig flyttet hjemmefra. Han er 21 år, men har modenhed som en 12-årig, og moren gør ikke meget for at ændre på det. Tværtimod er hun hoppet på sønnens lille fif om, at han lider af natlige mareridt og ikke under nogen omstændigheder kan undvære mor, især ikke om natten, hvor døren skal stå på klem til soveværelset. En anden mand i morens liv kan slet ikke komme på tale for Cyrus. Men John vil ikke sådan lige opgive sin Molly. Der er dømt krig. Ikke krig i det store Hollywood format – mere et lille psykologisk hverdagsslagsmål på villavejen.

Det hele virker uhyre realistisk – og det skyldes ikke mindst instruktørbrødrene Jay og Mark Duplass' lidt løse måde at lave film på: Nogle lidt for ufokuserede scener, lidt lange klip, plads til skuespillernes improvisationer. Alt sammen er det med til at give en fornemmelse af, at vi bare kigger med på nogle menneskers liv. Der er meget lidt Hollywood-format over denne film – hvis det da ikke lige var, fordi hovedrolleindehaverne alle er i filmbyens bedste klasse. Her har de fået et frikvarter og fået mulighed for at sætte deres præg på filmen i langt højere grad, end det sædvanligvis er Hollywoods skuespillere forundt.

Filmen er næsten dogmeagtig. Der er ikke brugt meget tid på at planlægge lys og flotte kameravinkler. Instruktørerne påtager sig opgaver som både lydmænd og fotografer for at få et mindre hold og dermed en mere intim stemning på optagelserne. Skuespillerne har fået lang snor med hensyn til, hvordan de vil løse deres opgaver. Både bevægelser og nogle af replikkerne virker improviserede.

Alt dette er med til at få filmen til at virke autentisk – her er ikke noget smart udtænkt plot, der skal presses ind i en bestemt form. Filmen er sjov uden falde-på-halen komik – og den er et lille hverdagsdrama uden stærke farver.

Personskildringerne virker også meget realistiske: Her har vi tre mennesker, der alle har problemer og fejl – de rummer charme og vilje til det gode – men kan også lyve og vil manipulere andre. Syndige mennesker på godt og ondt! Mennesker, der har behov for at tilgive hinanden og give plads til hinanden i stedet for at bekrige hinanden.

Så kig med ind gennem nøglehullet og se et billede af amerikanske familier, der sikkert rammer tættere på virkeligheden end hovedparten af de film, vi får fra det store filmland mod vest.

Men netop, fordi det hele virker så realistisk, improviseret og løst, kommer filmen heller ikke helt op i de store følelsesmæssige, kunstneriske eller dramatiske højder. Man underholdes, men gribes ikke af de store stemninger. Der er ikke meget at tænke over, når filmen er slut - man spejder forgæves efter de store filmpræstationer.

Jeg fik lidt ondt i ryggen af at kigge gennem et nøglehul i halvanden time og tænker så, at det da var meget spændende at prøve, men det er ikke noget, der skal gentages lige med et samme.

---