Cykeltyven

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Cykeltyven hører hjemme blandt verdens bedste film. I al sin enkelhed handler det om en far, en søn og en stjålen cykel.

Det kan siges meget kort: "Cykeltyven" af Vittorio de Sica er et af filmhistoriens uigendrivelige mesterværker, og alle burde unde sig at se denne hjerteskærende og enkle film. Man kan også sige lidt mere, og det vil jeg så gøre.

Den italienske bølge af neorealisme havde stor indflydelse på mange af de film, der blev produceret i Europa i efterkrigsårene. Filmene foregik typisk i arbejderklassen, blandt mennesker for hvem det at tjene til dagen og vejen var en daglig kamp. De markerede et brud med en filmverden, som primært beskæftigede sig med de rige og smukke, og benyttede sig i rigt mål af amatørskuespillere for at skabe et billede af det Italien, der som så mange andre lande skulle genrejse sig økonomisk og åndeligt efter krigen.

Dét lyder måske tørt og støvet, men "Cykeltyven" er alt andet end det. Filmen handler om en fattig familie, som er afhængig af faren Antonios indkomst – og hans afhængighed af sin cykel for at kunne komme på arbejde. Det er nemlig hans job at hænge plakater op, reklamer – i hele Rom. En dag, mens han er i gang med at klæbe nok en plakat op bliver hans cykel stjålet. Hele familiens eksistensgrundlag trues dermed, og Antonio begiver sig med sin søn Bruno på en jagt efter cyklen i Roms gader. Desperate leder de alle steder – det er ikke blot en cykel, de er blevet berøvet, men i bund grund håbet om en fremtid.

Når man sådan refererer til historien lyder det måske lettere tåbeligt. En mand, en dreng og en stjålen cykel. Men det, der gør "Cykeltyven" til så stærk en oplevelse, er dens portræt af den lille families kamp for at overleve. De ønsker at leve et værdigt liv, men de har ikke mange muligheder for at gøre det. Vi får lov til at følge Antonio, som ønsker at være en god far, der har sin søns respekt og kærlighed, og vi møder drengen Bruno, hvis barnlige tro på tilværelsen lider et alvorligt knæk.

Det er som allerede nævnt hjerteskærende. Usentimentalt. Enkelt. De Sica søger ikke de sensationelle følelsesudbrud, men lader langsomt historien rulle sig ud, afmålt, tålmodigt og mesterligt. "Cykeltyven" er ikke uden grund ofte på filmanmeldernes liste over bedste film. Den rummer en dyb forståelse af menneskelivets vilkår og dens afsløring af, at der selv bag de bedste intentioner kan ligge en desperation så stor, at man, uagtet sine gode intentioner, kommer til at gøre noget, der er forkert. I sit portræt af et barn, som på en dag bliver voksen, forstår filmen, at det at komme til bevidsthed som selvstændigt individ i bund og grund er smerteligt. At afsløringen af verden som et grumt sted begraver illusionerne, man måtte have, om menneskets anstændighed og godhed. Det bedste er, at filmen slet ikke behøver så lange og tunge sætninger til at forklare det – den viser os en ganske simpel historie om en dreng og om en far, og i portrættet af disse berører filmen dybt.

---