Crimson Peak

Af: Christoffer Winther West
En utrolig flot film af Guillermo del Toro, hvor skuespillerne gør det rigtig godt. Men filmen er en lidt tam gyser-film uden den store uhygge.

SELV SNEEN ER RØD PÅ CRIMSON PEAK
Edith Cushing er bare en ung pige, da hendes mor dør. Sammen med faren vokser hun nu op i et overklassehjem midt i den industrielle revolution. En dag kommer Thomas Sharpe (Tom Hiddleston) på besøg hos faren, fordi han søger investorer til sin nyopfundne gravemaskine. Han får afslag, men der indledes alligevel en romance med datteren Edith. Hun har også en anden bejler, og da denne allerede er godkendt af faren, og fordi Thomas Sharpe besidder en vis mystik, vælger hun ham.

De rejser til England, hvor Thomas og søsteren Lucille (Jessica Chastain) bor på et gammelt faldefærdigt gods, beliggende på Crimson Peak. Her forstår Edith dog hurtigt, at ikke alt er, som det bør være. Edith har flere gange i sit liv set spøgelser, og på Crimson Peak er der selvfølgelig skeletter i skabet.

"Crimson Peak" er en fantasy- og horrorfortælling, der foregår i England i den victorianske tid. På den måde ønsker den fortælleteknisk at skabe en form for neo-goth gyser, hvor mystikken er i højsæde. Edith selv er spirende forfatter, og instruktøren bruger hendes fascination af horror-forfatteren Mary Shelly til at drage paralleller til de gamle okkulte fortællinger.

Som gyserhistorie falder "Crimson Peak" lidt uden for moderne gysere, da den hverken er en splatter film eller bygger synderligt meget på paranoia – såsom andre gyser film, a la "Saw"-serien eller "It Follows".

Til gengæld er den i allerhøjeste grad en stilistisk efterfølger til historien om Dr. Frankenstein. Kjoler, bygninger og miljø er som snydt ud af en moderne forherligelse af victoriansk tid. Desværre er der ikke helt tale om en åndelig efterfølger. Hvor de victorianske gyser-fortællinger ofte handlede om teknologien og mennesket, og hvordan vores indre monster kom ud, så er skurkene i "Crimson Peak" "monstre" – men på en moderne og mere psykopatisk måde.

Hvor "Crimson Peak" mangler noget fra sit åndelige ophav, så kan den til gengæld bidrage med et andet tema, der ikke helt fremgår så tydeligt i de gamle fortællinger. Nemlig ønsket om at finde soning for sine synder. Ikke i en traditionel kristen forstand, men figuren Thomas Sharpe får alligevel lov til at repræsentere et ønske om at ændre vej, og ender vel også i en eller anden grad med at finde fred.

"Crimson Peak" er ikke en fremragende film, og slet ikke, når man samlingerne med Pans labyrint – hvilket nok er Guillermo del Toros mest kendte film. Ligeledes må man sige, at dette bestemt ikke er en type film, alle vil kunne lide. Den victorianske stil er lidt fjollet og ikke historisk korrekt. Ligeledes er den ikke uhyggelig, og historien er forholdsvis nemt gennemskuelig – og derfor heller ikke voldsomt mystisk.

Men filmen er utroligt flot, og skuespillerne gør et rigtig fint stykke arbejde. Hvis man gider en lidt tam og mystisk gyserhistorie, så kan man være fint underholdt til en aften på sofaen. Det er ikke del Toros fineste stykke arbejde, men bestemt heller ikke hans værste.

---