Cowboys & Aliens

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Folk forsvinder på mystisk vis i det vilde vesten. De kidnappes af væsner, som man aldrig før har set på de kanter. Seksløberne findes frem, og alle går i krig mod den mærkelige fjende.

Hollywood mangler nye western-historier, fortæller et par af filmens bagmænd på ekstramaterialet. Så da de så et tegneseriehæfte med titlen "Cowboys & Aliens", var ideen der. Det blev til en film, som man kan blive ganske godt underholdt af, hvis man pakker den kritiske sans lidt til side og går med på spøgen.

Iron Man-instruktøren Jon Favreau har rimelig godt fat om fortællingen. Her er alle de ingredienser, der hører til en rigtig western, lige fra staklen, der i åbningsscenen bliver overfaldet af en gruppe mindre begavede typer, til slutscenen, hvor den samme cowboy ensom rider ud af scenen som filmens helt (dog uden solnedgang). Undervejs har både han og mange andre gået så grueligt meget igennem. Der er den selvudnævnte bykonge, som er egnens største farmer. Der er sheriffen, der kæmper for at bevare sin værdighed som lovens håndhæver. Der er de lovløse desperadoer, og der er indianerne, som kæmper for at holde de hvide ude af deres territorier. Stedet er Arizona, og årstallet er 1873.

Og så er der rumvæsnerne. Umiddelbart virker det som en temmelig skør ide, at lade en flok aliens invadere det vilde vesten, og det er det da også. Men når der kan være aliens i Soweto, som i Distrikt 9, og i en kornmark, som i Signs, så kan der vel også være nogen i det vilde vest. Filmen kan ses som et eventyr på linje med Indiana Jones, men den har også elementer fra 007 med den ulige kamp mod en fjende, som vil overtage og ødelægge jorden. En kamp der kæmpes med dumdristigt mod og lidt smarte dingenoter. Det er derfor ganske passende, at de to dominerende hovedroller spilles af Harrison Ford og Daniel Craig.

Det er nu et døgn siden, jeg så "Cowboys & Aliens", og jeg spekulerer stadig på, hvad det mon er, folkene bag filmen vil fortælle. Desværre tror jeg ikke, der er noget som helst budskab. Der er mange ansatser, som kunne bruges. Den fælles fjende får lovløse, farmere, sheriffen og indianerne til at arbejde sammen. Der er nogle gode scener, hvor de skal finde ud af at begrave stridsøksen, men det bliver ikke rigtig til noget. Filmen rummer flere antydninger af spændende personportrætter. Nogle af dem har en historie, som man godt kunne engagere sig i, men der er for mange, så det hele bliver flimrende. Der er også en præst, men han bliver aldrig mere end en kliche med en teologi, der er temmelig meget hjemmestrikket.

Filmen fungerer for os, der kan lide action i en frisk form, og som er i stand til at nyde en film uden hele tiden at overveje, hvordan det kan være, at heltene rammer fjenden hver gang, mens fjenden stort set aldrig rammer, og hvordan det kan være, at man uden videre kan finde hinanden i et enormt landområde. Hvis der havde været nogle humoristiske kvikke bemærkninger, havde det givet en stjerne mere. Og havde der været et eller andet eksistentielt emne, man kunne drøfte eller overveje efter filmen, så havde det også givet en stjerne.

---