Corn Island

Af: Jonas Unmack Larsen
Lad os tage ud på en lille ø midt i en flod, lave et minimalistisk træhus og dyrke majs! Det er virkeligheden for teenagepigen og hendes bedstefar i denne smalle kunstfilm.

EN ÆSTETISK GRÆNSEKONFLIKT

På en lille ø i en flod mellem Georgien og Abkhasien skaber teenagepigen og hendes bedstefar sig en tilværelse. Uden ord, uden store udskejelser, men med lidt fisk og noget brød og projektet med en majsmark, får de dagene til at gå. På trods af, at øen kan være et lille helle i krigen mellem de to lande, så skaber grænsekonflikten en spænding, som de to hovedpersoner befinder sig midt i.

Imens vi ser flotte naturbilleder og falder hen i en glidende æstetik og oplever en ro uden lige, er der en stadig spænding i luften. Roen bliver afbrudt, da en såret soldat ankommer til øen, og en flodpatrulje leder efter ham. Soldatens ankomst skaber gnidninger mellem den beskyttende bedstefar og teenagebarnet, hvis spirende pubertet bliver tydelig i mødet med soldaten. Dialogerne i filmen kan stort set kan tælles på én hånd.

Tålmodighed og indlevelse
"Corn Island" er en kunstfilm uden en tydelig plotstyret handling, hvilket kræver, at man er tålmodig eller formår at leve sig ind i de to hovedpersoner. Du bliver ikke fodret med dialoger og tydelige konflikter, som normalt gør, at du ikke skal tænke for meget, men bare kan læne dig tilbage.

Men måske er det netop heri, at filmens særegenhed og magi findes. Med øen som centrum, har filmen en tydelig modsætning til hverdagen herhjemme, og i sin form har filmen ligeledes en kontrast til den trygge underholdende fortælling, vi kender, forventer og måske har nok af. Filmen er i hvert fald endnu et bevis på, at uanset hvor vi søger hen, er det svært at finde et sted, hvor vi kan være i fred og finde harmoni i længere tid.

Det er smalt
Det er en smal film for de inkarnerede DRK-seere eller dem, som elsker filmfestivaler. Måske for smal - 100 minutter kan blive for meget for mange seere. Men har vi in mente, at filmen har vundet 17 priser på filmfestivaler og også var med i opløbet om en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, så kan den (måske) i sin åbne fortolkning ramme bredere og sige dig mere end de gængse genrefilm. Det er sjældent, at georgiske film rammer Danmark, så det kan være signal nok i sig selv om, at her er noget anderledes. Det er svært at sætte karakter på en film som denne, men den får kun 3 ud af 6 stjerner, da 100 minutter blev for meget for mig.

---